Sej rap fra U12-piger: Vi er rå som sushi

0
1417

”Vi er som sushi, helt rå – som Barcelona, ikke til at slå…”.

Sådan lyder det i en rapsang, som U12-pigerne fra Aalborg KFUM har lavet. ”Girlpower” er titlen på sangen, som blev præsenteret, da Aalborg KFUM i sidste weekend var vært for stævnet ”Nybolig Palle Ørtoft / Nykredit Forårs Cup 2015″.

”Ideen til slagsangen blev skabt under en cup sidste sommer, hvor pigerne sang det nuværende omkvæd, hvilket senere er blevet udvidet med rap-teksten, som pigerne selv har budt ind på med rim og andre kreative input. Indspilning af musik og video er lavet af to forældre, der med hjælp fra pigerne, har kreeret denne glade og livbekræftende hyldest til pigefodbolden,” fortæller Aalborg KFUM i en mail.

Den nye rap med video kan ses på Youtube her:

U12-pigerne deltog i øvrigt med to hold ved klubbens stævne i sidste weekend. Fredag stillede holdene op i samme række og fik en 2. og 3. plads, og lørdag stillede de op i U13-rækken, som blev vundet af A-holdet, mens B-holdet missede finalen, da de spillede uafgjort mod de senere sølvvindere fra Brovst.

I alt deltog 175 hold fra 41 forskellige klubber. Det var rekorddeltagelse for tredje år i træk, på trods af, at det var en travl konfirmationsweekend, hvor der også var runder i de almindelige DBU-turneringer.

Foto øverst: Fælles foto med Aalborg KFUMs U12-piger, som stillede to hold til stævnet i sidste weekend. Billedet er taget fredag, hvor KFUM-holdene spillede en indbyrdes kamp.