Brøndby-profil skifter til USA

0
1311

Endnu en profil fra 3F-ligaen er på vej til den bedste liga i USA. Tidligere på året skiftede Fortuna-spillerne Nadia Nadim og Camilla Kur til hver sin amerikanske klub, og nu er det Brøndbys Katrine Veje, som til sommer rykker over Atlanten.

23-årige Katrine Veje, der tidligere har været udlandsprof i den svenske storklub LdB FC Malmö (nuværende Rosengården) har underskrevet en tre måneders kontrakt med topklubben Seattle Reign FC, der har hjemme i delstaten Washington på den amerikanske vestkyst, og Katrine tiltræder i klubben den 3. juli.

”Jeg fik et rigtig fint tilbud fra Seattle Reign, som er en topklub med mange dygtige spillere. Jeg har altid drømt om at komme til USA og spille, så da tilbuddet kom og min kontrakt udløb med Brøndby, tænkte jeg: ’Tjo, hvorfor ikke prøve det og så er det jo ’kun’ 3 måneder’,” fortæller Katrine Veje til FODBOLD FOR PIGER.

Aftalen kom allerede på plads i januar, så Katrine Veje har haft god tid til at glæde sig til opholdet i klubben, hvor hun bliver holdkammerat med flere stjerner, blandt andet den amerikanske landsholdsmålmand Hope Solo.

”Det bliver afsindig spændende og jeg glæder mig. Jeg forventer, at jeg bliver udfordret til mit højeste niveau og at jeg modnes som spiller både på og uden for banen. Det er en kæmpe drøm, som endelig går i opfyldelse, så det handler for mig om at nyde det og knokle røven ud af bukserne,” siger Katrine Veje.

Katrine Veje er i gang med et fjernstudie på Aalborg Universitet, hvor hun læser medier og dansk. I første omgang vil hun dog kun fokusere på fodbolden:

”Jeg regner med at koncentrere mig hundrede procent om fodbold den første måneds tid, så jeg falder ordentlig til. Derefter vil jeg nok bruge fritiden på mit studie. Men hvis jeg ikke har tiden til det, kan jeg sætte det på pause, så det er en perfekt aftale,” siger Katrine Veje.

FOTO: Katrine Veje i aktion for Brøndby i kvartfinalen i kvindernes Champions League.