Det startede fredag med en stor festlig åbning, hvor der blev sendt 150 balloner til vejrs, og det sluttede næsten lige så festligt søndag, hvor samtlige hold fik overrakt medaljer og hvor de kvitterede med at råbe deres kampråb.
Madsby Pigecup blev i weekenden afviklet for 20. gang i Fredericia, og igen-igen var rammerne festlige. 150 hold og 1700 piger og trænere deltog, og igen var der fuldt hus til stævnet, der kaldes Danmarks største og hyggeliste pigestævne.
Alle kan deltage, uanset niveau. Om lørdagen fordeles holdene efter geografi, og om søndagen fordeles holdene i A, B, C og D-rækker, alt efter hvordan det er gået i lørdagens kampe.
”Man risikerer at vinde eller tabe stort om lørdagen, men søndag møder man ligeværdige hold på samme niveau, og så spidser det til,” fortæller stævneleder Svend Erik Kristensen.
Der spilles kampe på 19 baner og spillere og trænere bor på fem skoler og en campingplads i området.
”Det er gået helt fantastisk i år. Vi havde en rigtig god åbning, hvor Fredericias borgmester deltog og hvor Voice Junior-vinderen Adlan fra Fredericia underholdt. Det var så populært, at han bagefter måtte skrive autografer i en time,” fortæller Svend Erik Kristensen, som allerede har fået de første tilmeldinger til Madsby Pigecup 2016.
FODBOLD FOR PIGER var forbi stævnet søndag, hvor vi tog de billeder, du ser her på siden.