I august 2014 flyttede Cathrine Buccat Graversen, der spiller U17 DM-fodbold i Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF), i egen lejlighed i Idrætsbyen ved siden af Ballerup Super Arena. Cathrine er en del af et nyt projekt, hvor elitesportsudøvere, der bor langt væk fra deres klub, kan få stillet en ungdomsbolig til rådighed, så de både kan tage en ungdomsuddannelse og dyrke deres sport.
16-årige Cathrine er en af tre fodboldspillere, som gør brug af den nye ordning, og FODBOLD FOR PIGER fortalte i efteråret om Cathrines første uger, hvor hun lige var flyttet i lejlighed og lige startet i 1. G på Borupgaard Gymnasium. Cathrine kom fra Vipperød i Nordsjælland og havde indtil da brugt en time hver vej for at træne i BSF.
Læs artiklen: Nu bor Cathrine tæt på både fodboldklub og gymnasium
Nu er der gået ti måneder, og her kan du læse om, hvordan det er gået Cathrine i det første år:
Det har både været krævende og en stor oplevelse at skulle bo alene, fortæller Cathrine.
“Tidligere var der mad på bordet og i køleskabet og tøjet blev vasket. Nu skal jeg selv sørge for at købe ind, gøre rent og vaske tøj. Det kan samtidigt være lidt hårdt at skulle lave mad når man er træt og udmattet efter et træningspas. Det er dog rigtig dejligt at bo alene, da man ikke er afhængig af andre end sig selv. Man står selv for at disponere sin tid og hvad den skal bruges på. Det at jeg er flyttet og bor tæt på Gymnasiet og BSF betyder at jeg har haft mere tid til både lektier og afleveringer, hvilket jo også var meningen. Hvis jeg var blevet boende hjemme hos mine forældre, vil jeg tro at jeg havde været meget mere stresset,” siger Cathrine.
Tur til Dallas
Fodboldmæssigt er det gået rigtig godt for Cathrine. Hun har tidligere år været en del skadet, men i det forløbne år har det kun været mindre skader, så hun har kunnet fokusere på at træne og spille kampe. Den største fodboldmæssige og samtidigt personlige oplevelse har været påskens tur til Dallas i staten Texas USA, hvor BSF deltog i den prestigefyldte træningsturnering Dallas Cup. BSF vandt og det sociale sammenhold på holdet blev langt bedre.
De 10 måneder i Ballerup har også givet en masse til Cathrines personlige udvikling, fortæller hun:
“Jeg er blevet meget mere selvstændig. Jeg har lært at klare mig i situationer, hvor jeg før bad min forældre om hjælp, og fodboldmæssigt er jeg også begyndt at tage mere ansvar på banen – selvom det naturligvis kan blive endnu bedre,” siger Cathrine, som på fodboldbanen arbejder på at blive bedre i en mod en situationer.
Sommer med Roskilde Festival, fodboldskole og Norway Cup
Cathrine har nu en travl sommerferie foran sig, som både står i fodboldens og venindernes tegn. Hun starter med at skulle til Roskilde Festival med nogle af klassekammeraterne i gymnasiet – en fest der som altid bliver uden alkohol for Cathrine. Ugen efter skal hun være hjælpetræner på en DBU fodboldskole med veninden, U19-landsholdsspilleren Rikke Læntver Sevecke, som nu spiller på Brøndbys 3F hold. Herefter får hun besøg i et par uger af en amerikansk veninde. Sidst i ferien står den på Norway Cup med BSF U17 DM.
Cathrine regner med at blive boende i Ballerup til hun er færdig med gymnasiet. Hendes ambitioner og håb er fortsat at blive professionel i en klub.
“Og hvis det er muligt at opnå et soccer scholarship på et amerikansk College inden den professionelle karriere, ville det være perfekt,” lyder det fra Cathrine.