Vardes 1. divisionskvinder byder en ny træner velkommen, når de møder til træning efter sommerferien. Det er Anders Hørkjær Pedersen, som overtager dirigentstokken fra Troels Olesen og Niels Henrik Poulsen. De stod i spidsen for holdet i forårets sidste tre kampe, efter at Hardy Steensgaard sagde farvel til klubben i foråret.
Anders Hørkjær Pedersen er et velkendt ansigt i Varde. Han har arbejdet i klubbens ungdomsafdeling siden 2010, hvor han startede som assistenttræner for U18-holdet. Derefter blev han cheftræner for U15-holdet og senest har han stået i spidsen for klubbens U18-hold. Derfor kender han mange af de spillere, der i dag udgør grundstammen på 1. divisionsholdet.
Anders Hørkjær, der har en A-træner uddannelse, tog en pause fra trænergerningen i foråret 2014, da han blev far. Men det sidste års tid har han trænet drenge i fodboldsamarbejdet Sydvestjysk Fodbold.
Anders Hørkjær Pedersen har første træningsdag med divisionskvinderne den 30. juli.