Tre kæmper om titlen som Europas bedste 2015

0
773
Halbfinale der UEFA Women's Champions League: 1. FFC Frankfurt gegen Bröndby IF am Sonntag (19.04.2015) im Stadion am Brentanobad in Frankfurt am Main. Celia Sasic (1. FFC Frankfurt, L), Julie Tavlo-Petersson (Bröndby IF).

To af de spillere, som var med til at vinde kvindernes Champions League for FFC Frankfurt, er med i opløbet om blive kåret til Europas Bedste kvindelige fodboldspiller 2015.

Champions League-topscorer Celia Sasic og holdkammeraten Dzsenifer Marozsán skal kæmpe om titlen sammen med den franske stjerne Amandine Henry fra Olympique Lyonnais. Det sker ved en direkte asfstemning i forbindelse med et stort UEFA-arrangement i Monaco torsdag den 27. august.

12 spillere kandiderede til finalerunden, men et panel bestående af 18 europæiske journalister med fokus på kvindefodbold har udvalgt de tre, der skal dyste om titlen  i Monaco. Her skal den bedste mandlige fodboldspiller også kåres. Kandidaterne er her Lionel MessiLuis Suárez og Cristiano Ronaldo.

Steen Trolle, der driver FODBOLD FOR PIGER og Kvindeliga.dk, er det danske medlem af juryen. Han har ligesom sine 17 kolleger stemt på tre af de 12 spillere med en første, anden og tredje prioritet.

Steen har blandt andet rådført sig med U19-landsholdstræner Søren Randa-Boldt og tidligere A-landstræner Kenneth Heiner-Møller, der begge følger international kvindefodbold på tæt hold. På den baggrund valgte han at stemme på Celia Sasic, Wendie Renard og Eugenie Le Sommer. De to sidstnævnte spiller i Olympique Lyonnais, og de kom på en 6. og 8. plads i afstemningen.

Kort om de tre finalister:

Angriberen Celia Sasic har netop indstillet karrieren efter et fantastisk sidste år, hvor hun blev topscorer med 15 mål i Champions League-turneringen og seks scoringer fra Tyskland ved VM i Canada, hvor hun også blev hædret med The Golden Boot.

Dzsenifer Marozsán, teknisk stærk midtbanespiller og tysk landsholdsspiller med ungarske rødder, der var en af banens bedste i Champions League-finalen.

Amandine Henry, defensiv midtbanespiller for Lyon og det franske landshold. Kåret med Silver Ball-titlen ved VM i Canada og fransk mester otte gange med Lyon.

Steen Trolle, FODBOLD FOR PIGER/kvindeliga.dk,  deltager i den direkte afstemning i Monaco. Følg med her på siden.

FOTO øverst: Celia Sasic blev topscorer i sidste sæsons Champions League, hvor hun bl.a. scorede flere mål i semifinale-sejrene over Brøndby. Foto: FFC Frankfurt