I sidste uge var DBU’s Talentcenter i Tilst fyldt med talentfulde og ikke mindst håbefulde fodboldpiger fra årgang 99. En god blanding af hård træning, seriøsitet, teenagefnidder og fællesskab er det, som fylder, når de 29 spillere trækker i den rød-hvide landsholdstrøje
Tekst og foto af Anne Hedegaard Petersen
”Små pasninger. Ind til 6’er, op på 8’er, ind til 9’er og igen op på 10’er.” Der er dyb koncentration blandt de 29 landsholdsspillere, som er iklædt rødt og hvidt fra top til tå. På fødderne bærer alle de, for en fodboldspiller, uundværlige klipklappere. Alles øjne er stift rettet mod cheftræner, Danny Jung, som energisk går frem og tilbage oppe ved tavlen, mens de sjællandske fodboldgloser passerer hans læber.
Dansk Boldspil Unions Talentcenter i Tilst er fyldt med talentfulde fodboldpiger i 16-års alderen, som er kommet gennem nåleøjet og blevet udtaget til denne u17-landsholdssamling. To dage med fuld fokus på fodbold og fællesskab – langt væk fra hverdagen. Pigerne er netop startet på efterskole eller ungdomsuddannelse, hvor det er lektier, drenge og veninder, som fylder i hverdagen.
FOTO øverst: De røde kinder er lig træningens intensitet. Det er tiltrængt med en drikkepause i træningspasset, hvor der også bliver sørget for nødder og rosiner til de hårdt arbejdende piger.
Fletninger i alle afskygninger
Der er sniksnak og latter, da den grønne plæne fyldes med de håbefulde teenagepiger på denne danske sommeraften, hvor det eneste på himlen er solen.
”Ej, jeg er lige blevet færdig med den der serie….” siger en pige til en anden, mens hun spiser det sidste af sin banan. En anden gruppe snakker om det nye efterskoleliv, mens de snører deres fodboldstøvler. Det ene par mere farvestrålende, og sikkert også dyrere, end det andet.
”Piger, vi samles”. Det er assistenttræner Søren Randa-Boldt, som bryder den summende tøsesnak. På et splitsekund ændres pigernes attitude, og det mere fokuserede blik i øjnene overtager det venskabelige smil på læben.
”De otte smukkeste piger stiller herovre hos mig,” råber Søren, mens pigerne fniser og kigger forvirret rundt. Det skulle vise sig ikke at være en skønhedskonkurrence, men derimod ’de heldige’, som skulle bære det store mål fra den ene ende af banen til den anden.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, at der udover de seks ledere også er tilknyttet en frisør. Fletninger af den ene og anden art, høje og lave hestehaler bliver luftet i den lette aftenvind. Intet er overladt til tilfældigheder.
”Ej, lige inden træning skrev ham der til mig,” siger en af fodboldtøserne til to holdspillere. Der er drikkepause, og den stille knævren tiltager straks. Pigerne kender efterhånden hinanden godt. Sidst de samlet var i juni, hvor de i ni dage var til Nordic Cup, som blev afholdt i Kolding, og hvor de sluttede på en tredje plads. Efter en lang sommerferie er det atter tid til at trække i fodboldstøvlerne, overleve de frygtede intervalløb og gennemgå spilsystemer. Og når man kigger rundt på det nyslåede græstæppe, er der ingen tvivl om, at disse piger er fuldt ud indstillet på at angribe denne opgave.
Ingen solbadning, ingen mobiltelefoner
Inden pigerne mødtes til landsholdssamlingen, fik de tilsendt et nøje planlagt program, som skal følges.
”Det er akkurat ligesom alle de andre fodboldlandshold,” forklarer team-manager Jannie Pedersen senere på aftenen, da der bliver holdt oplæg om ’at være landsholdsspiller’.
”Vi er altså ikke jeres mødre – men I skal huske, at vi er her kun for hjælpe jer. Kom til os, når I ikke gider høre mere på de tre mænd, som råber efter jer på banen.”
Sådan lyder en af de opsamlende pointer fra team-manageren, og med “vi” mener hun fysioterapeuten, Rikke, holdlederen, Janne og hende selv.
De tre er enige om, at netop disse piger er rigtig spændende at være sammen med.
”De har en helt vildt sjov alder. Vi var lige kommet herop i går, og med det samme er der flere, som spørger, hvor toilettet er? Altså kunne de ikke lige selv prøve at tage en runde og kigge? Vi har heller ikke været her før. Men de er nu søde,” fortæller team-manageren, mens hun griner.
Når man er i landsholdslejren er der nogle klare regler, som skal overholdes. Mobiltelefoner er kun på værelset, ingen solbadning og absolut ingen slik og sodavand. Og som flere af pigerne siger:
”Vi spiser hele tiden, og man skal have en vandflaske med sig alle steder.”
I aften er der mørbrad i sovs, kartoffelmos og lasagne på menuen, og der bliver spist flittigt samtidig med en konstant snakken fra spillerbordene.
Hviletid er uundværlig
Den mere afslappede stemning breder sig blandt fodboldspillerne. Der bliver spillet PlayStation i fællesrummet, kommunikeret med omverdenen fra mobiltelefoner og computere – selvfølgelig uden at ’de voksne’ ved, at de har taget deres elektronik med uden for værelset. Der bliver snakket om alt andet end fodbold.
”Hviletiden midt på dagen er uundværlig,” fortæller en af pigerne, da jeg spørger, hvad der er det vigtigste ved en landsholdssamling. Hendes ’roomie’ bakker op.
“Ja, man er på hele tiden, så et par timer midt på dagen sammen med sin værelseskammerat er så dejligt.”
Tre af tøserne slænger sig i en af sofaerne i fællesområdet.
”Vil du ikke tage et billede af os nu?” spørger de mig og poserer til perfektion.
”Altså piger, vil I gerne have jeres støvler til 2200 kr. stjålet eller hvad?,” råber Søren Randa-Boldt langs gangen. Pigerne kigger på hinanden og ligner spørgsmålstegn i hovederne.
”Så skal I nok lige få dem stillet ind på jeres værelser. Den her bydel er den næstslemmeste i verden lige efter Harlem i New York”.
Søren færdiggjorde sin kække kommentar, mens pigerne rystede på hovederne og grinte. De havde forstået budskabet.
Tilbage i det meget uinspirerende mødelokale sidder pigerne igen på række, en duft af nyvasket hår spreder sig i lokalet. Det er tid til evalueringsmøde med landstræneren.
”Det er dejligt, at vi er så mange samlet,” lyder det fra en af pigerne.
”Ja, det skal nemlig både fungere inde på banen og udenfor banen,” siger en anden.
Det er tydeligt at mærke, at pigerne nyder den lidt uformelle stemning, og at dagens træning er slut.
