Mesterskab og vigtige point på spil i Ballerup

0
749

Lørdag er der mulighed for at få en dobbelt fodboldoplevelse i Ballerup Idrætspark. Klokken 11 spiller BSFs U15 1-piger mod Ølstykke FC i den sjællandske U15 Øst-række, og klokken 13 lægger samme bane græs til en 3F kamp, når BSF hjemme møder Fortuna Hjørring.

U15-kampen gælder mesterskabet i den sjællandske U15-række. BSF er tre point efter Greve på førstepladsen, men med en sejr over Ølstykke, vil pigerne fra BSF vinde rækken på en bedre målscore.

“I foråret 2015 gjorde årgang 2000 det og nu kan BSF pigerne fra årgang 2001 gentage succesen – vinde U15 Piger Øst rækken,” lyder det i optakten fra BSF.

I 3F-kampen er der også vigtige point på spil. BSF er på næstsidstepladsen og jagter en succesoplevelse efter et skidt efterår og flere store nederlag, og Fortuna skal bruge alle tre point for at holde trit med Brøndby i toppen.