Pernille Harder kåret til årets spiller

0
1034
Pernille Harder i aktion or Linköpings FC, som hun blev mestre med i 2016. Foto: Steen Trolle

For en måned siden blev hun kåret til årets angriber og den mest værdifulde spiller i Damallsvenskan. Nu er endnu en flot pris landet hos danske Pernille Harder: De kvindelige medlemmer af den danske spillerforening har kåret Pernille til Årets Kvindelige Fodboldspiller 2015.

”Jeg er helt overvældet. Det er fedt at få så fin en anerkendelse for det, jeg har udrettet i løbet af sæsonen. Virkelig superfedt. Og jeg tager det som en cadeau,” siger Pernille Harder i en pressemeddelelse.

23-årige Pernille Harder spiller i svenske Linköpings FC. Hun blev den næstmest scorende spiller i denne sæson i Damallsvenskan med 17 mål og skrev i købet af sæsonen historie, da hun blev den mest scorende spiller nogensinde i Linköpings FC.

”Lige nu vil jeg nyde det, og når jeg får det lidt på afstand, så skal jeg bruge priserne i år som benzin i de kommende år. Det handler om at præstere endnu bedre og udvikle mig endnu mere som fodboldspiller,”

”Priserne er jo ikke så meget værd, hvis jeg slet ikke præsterer næste år. Priserne her får jeg for noget, jeg har gjort. Ikke for noget jeg skal til at gøre. Og jeg vil bare være endnu bedre. Det er mit mål,” siger Pernille Harder.

Om kåringen
Spillerforeningen har siden 2000 kåret Årets Kvindelige Fodboldspiller, der har til formål at gøre opmærksom på vigtigheden af kvindefodbold i Danmark samtidig med, at en profil hædres. Alle Spillerforeningens kvindelige medlemmer kan stemme.

Tidligere vindere tæller spillere som Cathrine Paaske, Mariann Gajhede Knudsen, Mia Brogaard og Line Røddik.

De seneste fem vindere:
2014: Simone Boye
2013: Katrine S. Pedersen
2012: Pernille Harder
2011: Sanne Troelsgaard
2010: Line Røddik