Hvad venter på den anden side af fodboldlivet? Kan du stadig være den samme person, og hvordan vil omverden se på dig? Kathrine Laursen, der sidste år stoppede med fodbold efter 21 år, giver her gode råd om, hvordan du gør det svære fodboldstop lidt lettere
Af Kathrine Laursen, Performance- & Businesscoach, Laursen Coaching
Efter 21 år med fodbold som en meget stor del af mit liv, indstillede jeg sidste år min karriere. Det kom pludseligt for alle omkring mig – inklusiv mig selv. Har du nogensinde haft noget i dit liv, som du identificerede dig med? Noget, som hvis man tog det fra dig, ville give dig følelsen af tomhed og ville sætte tanker i gang som: ”hvem er jeg så?”
Siden jeg var 6 år har jeg været ”Lau” – en identitet som hang sammen med fodbold. Fodbold var ikke bare noget, jeg spillede – det var noget, jeg var. Kan jeg så stadig være den samme person, når jeg ikke længere spiller fodbold? Dét er netop noget af det sværeste ved at give slip på det, som du i lang tid har identificeret dig med, og som du i den periode er blevet anerkendt for. Hvis jeg ikke længere er fodboldspiller, hvem er jeg så? Nogle mennesker kigger på mig og kan slet ikke genkende den tanke eller følelse – men hvis du stadig er så passioneret omkring noget, at du er blevet, det du gør, så kan du måske nikke genkendende til tankerne.
For mig var der flere ting, der gjorde det svært at stoppe fra den ene dag til den anden. Der var tanker såsom; ”hvem er jeg uden fodbold”, ”hvad mon andre tænker” og ”jeg vil ikke svigte holdet”. Men selvom jeg mødte udfordringer i min egen beslutningsproces, var jeg så heldig, at det netop var en beslutning, jeg selv havde taget. Der er mange, som skal acceptere, at fodbold eller noget andet bliver taget væk fra dem på grund af eksempelvis skader. Ligegyldigt hvad, kan det være svært at slippe noget, du holder af – også selvom du kan mærke, det ikke længere er rigtigt for dig.
Jeg har fundet en måde, en ny måde, at implementere konkurrence, team spirit, følelsen af at score mål og følelsen af sejr. Det er ikke det samme som at spille fodbold – det bliver det aldrig. Men det er okay, og det er et valg, jeg selv har truffet. Jeg er dybt taknemmelig for alle de oplevelser og alle de mennesker, jeg har mødt i min tid i fodboldens verden. Det har været et eventyr, og nu står jeg midt i et nyt eventyr – stadig med min drivkraft i behold.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var vemodigt. Det er her vigtigt at huske på, at det ikke behøver at være alt eller intet; jeg kan stadig spille hyggefodbold, når jeg har lyst, og jeg kan stadig bakke op til kampene og feste med pigerne, når lysten melder sig. Det er hverken spillet eller pigerne, jeg har valgt at sige farvel til – tiden var blot inde til at ændre kurs. Og én ting kan jeg sige med ro i maven: det var den helt rigtige beslutning, og jeg er stadig den samme person, som jeg var før.
