Træner med drenge frem til sæsonstart

0
1008

U13- og U14-pigerne hos Taulov Skærbæk IF (TSIF) får en ekstra udfordring denne vinter. De startede træningen op efter juleferien i søndags, og her var det ikke kun piger, der mødte frem. Klubben har nemlig besluttet, at piger og drenge i de to årgange skal træne sammen en gang om ugen frem til sæsonstart. Derefter er det planen, at U14-pigerne fortsat skal træne sammen med drenge en gang om ugen.

Der mødte 53 piger og drenge op til årets første træning, og det blev en iskold start. Træningen foregik nemlig i stiv kuling og tre graders frost, fortæller U14-pigetræner Jens Steenhold.

“Træningen med drengene suppleres for U14 pigernes vedkommende med 2-3 ugentlige træninger og med træningskampe i løbet af foråret. TSIF har i 2015 oplevet en stor tilgang af piger til klubben fra Fredericia og omegn samt Kolding og der satses i det hele taget på pigefodbold,” fortæller Jens Steenhold.