Pernille Harder laver fodboldcamp for piger

0
2099

Landsholdsangriberen Pernille Harder, som i 2015 blev kåret til både Danmark og Sveriges bedste, vil til sommer dele ud af sin erfaringer til helt unge fodboldpiger.

Det sker, når hun står i spidsen for en fodboldcamp den 25.-27. juli på Sport Star College og Idrætsefterskolen ISI, der begge ligger i Ikast.

Campen henvender sig til 12-14 årige fodboldpiger, og Pernille Harder arrangerer den sammen med Louise Harder og Jesper Harder. Desuden er Puma, sport24, ISI Idrætsefterskole, Sportsstar College og ‘Oldengaard.dk – mentaltræning der virker’ med som samarbejdspartnere.

”Idéen kommer egentlig ud fra, at jeg de sidste par år har fået mange henvendelser om at komme ud til pigehold for at være hjælpetræner eller hilse på spillerne.  Eftersom jeg ikke er hjemme så lang tid af gangen og har svært ved at nå alles ønsker, tænkte jeg, at jeg kunne invitere de fodboldglade piger ind til en fodboldcamp i stedet,” fortæller Pernille Harder til FODBOLD FOR PIGER.

Elev på ISI

At campen arrangeres i samarbejde med ISI, er ikke tilfældigt. Pernille Harder var selv elev på idrætsefterskolen i 2008-2009.

”Jeg haft nogle rigtig gode år på ISI. Både personligt og sportsligt. Det er fantastiske faciliteter som jeg stolt vil vise frem,” siger den danske landsholdsstjerne, der er professionel i den svenske klub Linköping FC

På campen vil deltagerne også møde Carsten Oldengaard, som er mentaltræner, og prøve kræfter med skudtræningssystemet GoalBox, som Pernille Harder selv har brugt meget.

”Tanken er at give pigerne inspiration til at kunne udvikle sig på samme måde som jeg har udviklet mig. Derudover skal vi have nogle rigtig sjove dage. Det er trods alt vigtigt at have det sjovt, når man spiller ,” siger Pernille Harder.

Der åbnes snart for tilmeldingerne til campen. Følg med på Pernille Harders facebookside eller på FODBOLD FOR PIGER.