Team Odense Q kommer med i U18 DM-ligaen

0
769
Skovbakken, her i en U17 DM-kamp mod BSF i 2015, er en af de klubber, som i næste sæson mister licens til U18 DM. Arkivfoto

Når den nye U18 DM-ligaen fløjtes i gang efter sommerferien, så er det igen med et fynsk hold blandt de udvalgte.

Sidste år fik OB, Næsby og Dalum alle afslag på deres licensansøgning, men nu er Marienlyst og Tarup Paarup gået sammen om talentsatsningen Team Odense Q. Den bakkes op af flere andre Odenseklubber, bl.a. OB, og dette samarbejde er blandt de i alt 13 klubber, der har fået licens til U18 DM-ligaen, som erstatter den nuværende U17 DM-liga i 2016-2017.

De øvrige 12 klubber, der er blevet godkendt, er alle de nuværende U17 DM-klubber: B93, Hillerød GI, Brøndby IF, BSF, KoldingQ, Varde, Skovbakken, Team Viborg, Vildbjerg, Lyseng IF, AaB og Fortuna Hjørring.

I alt havde 16 klubber søgt om at få licens.

”Vi har igen i år modtaget mange velkvalificerede ansøgninger fra vores klubber. Det viser os, at der fortsat bliver arbejdet stenhårdt med talenterne ude i klubberne – et arbejde, der nu betaler sig for klubberne i form af en licens. Det gode arbejde skal både vi og klubberne holde fast i, og derfor er den løbende dialog utrolig vigtig. Det er den eneste måde, hvorpå vi også i fremtiden styrker klubberne i deres arbejde og samtidig opretholder en fortsat høj kvalitet i vores talentudvikling,” siger Mette Bach Kjær, der er formand for DBU’s Kvindeelitegruppe samt medlem af DBU’s bestyrelse, til dbu.dk