3F: Brøndby slog BSF 5-0 i træningskamp

0
880
Den spanske prøvespiller Elba Undaniz, som her ses ved Brøndbys træning i fredags, scorede i lørdagens træningskamp.
Den spanske prøvespiller Elba Undaniz (th.), som her ses ved Brøndbys træning i fredags, scorede til 1-0.

3F Ligaens førerhold Brøndby viste stor styrke, da holdet lørdag testede formen mod ligaens nummer fire, Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF). 5-0 blev resultatet i en kamp, som Brøndby dominerede fra start til slut, ifølge referatet på Brøndbys egen hjemmeside.

Den spanske prøvespiller Elba Undaniz, der kommer fra FC Barcelona, bragte Brøndby på 1-0 allerede efter fem minutter. I det 30. minut gjorde Julie Rydahl det til 2-0, og Brøndby kunne have ført med yderligere et par mål ved pausen, hvis skarpheden havde lidt større.

I 2. halvleg scorede U19-landsholdsspilleren Mie Jans sit første mål på seniorniveau, da hun opsnappede en tilbagelægning til BSFs målmand, og kort efter gjorde tilbagevendte Mia Brogaard det til 4-0, inden Mie Jans lukkede kampen med sin anden scoring.

Kampen blev spillet i 13 minusgrader, hvilket blandt andet var hård kost for Brøndbys australier Aivi Luik, der netop er vendt tilbage fra Australien, hvor temperaturen lige nu er oppe og runde 35 grader. Brøndbytruppen kan dog snart glæde sig til noget lunere temperaturer: Holdet flyver i den kommende weekend på træningslejr i Tyrkiet, hvor de blandt andet skal spille træningskampe mod to russiske topmandskaber, Zvezda 2005 og WFC Rossiyanka.