Piger ned til 12 år, der træner syv gange om ugen. Det er virkeligheden i schweizisk fodbold, som har taget et stort skridt frem indenfor kvindefodbold de seneste år.
Landstrænerne for de danske kvindelandshold har netop været på en studietur til Schweiz, og i følge U16-landstræner Danny Jung har turen understreget, at Danmark i øjeblikket halter efter de bedste nationer når det gælder træningsmængden og udfordringerne for de bedste piger:
”Schweiz formår at integrere skole og elitesportstræning på en helt anden måde, end vi gør i Danmark. Det betyder, at de bedste schweiziske piger får langt mere træning og bliver mere udfordret, end jævnaldrende piger i Danmark,” siger Danny Jung.
Træning med drenge
Han nævner et konkret eksempel fra Young Boys i Bern: Her mødte den danske delegation en talentfuld 12-årig pige, som hver uge trænede to gange morgentræning med drenge og en gange morgentræning med piger. Derudover var hun til eftermiddagstræning fire gange om ugen – to gange med drenge og to gange med sit eget hold.
”Hun startede i skolen kl. 8 om morgen. Klokken 10-11.30 var der træning. Derefter var hun tilbage på skolen, som sluttede klokken 16, hvorefter hun tog til holdtræning og var hjemme klokken 18. Det er det, vi er oppe imod i Danmark. Tænk på, hvor meget mere træning og hvor mange flere spilsituationer, hun har været ude for, når hun bliver 16-17 år gammel, i forhold til danske piger. Jeg gætter på, at hun bliver en international spiller,” siger Danny Jung, som tilføjer, at humøret var tårnhøjt hos pigen, som tydeligvis trivedes med træningen med drengene.
”Der var smil på læben hos alle de piger, vi så. Det var god træning og de blev udfordret ved at træne sammen med drengene”.
Akademi for ungdomslandshold
Danny Jung nævner de schweiziske ungdomslandshold som et andet eksempel. Schweiz har et akademi for landsholdene, hvor spillerne går i skole og træner sammen.
”De bor på akademiet søndag-torsdag og er hjemme i deres klub fredag-søndag. Systemet er lagt an på, at de får så meget fælles træning som muligt,” forklarer Danny Jung, som dog understreger, at modellen trods fordele også giver knaster i samarbejdet med klubberne, som har kritiseret det Schweiziske fodboldforbund for at give akademispillerne fordele.
Den danske U16-landstræner opfordrer danske klubber og skoler til at lade inspirere af det tætte samarbejde mellem elitesport og skole:
”Vi burde tænke elitetræningen mere ind i de danske skoler. Der er et stort potentiale, hvis man skaber en bedre integration med sport og skole. Mit forslag er, at der i hver region eller klub er en person, som har ansvaret for kontakten med skolerne og som prøver at finde nogle løsninger, så pigerne kan få noget relevant morgentræning. Vi skal ikke gå på kompromis med filosofien om ’det hele menneske’ eller det uddannelsesmæssige, men man kan godt finde nogle modeller, hvor skolen tager hensyn til elever, som dyrker elitesport. De behøver f.eks. ikke spille høvdingebold, hvis de i stedet kan træne fodbold,” siger Danny Jung – og tilføjer:
”Jeg er klar over, at det også er en stor politisk skude, der skal vendes, men vi kan måske starte med at sætte nogle små både i vandet…”.