OPDATERET Efter flere års fravær er Hillerød GI Damefodbold tilbage i 1. division. Med en 4-2 sejr over Slagelse i den sidste kamp, slutter Hillerød som to’er i Kvindeserie Øst og kan dermed indfri flere års drømme om igen at være med i den næstbedste række.
Hillerød rykker op sammen med Frederiksberg Boldklub, der blev tre’er i Kvindeserie Øst, da nummer 1 i rækken, Raklev, har sagt nej til at rykke op.
Hillerød kom ellers bagud efter 10 minutter i lørdagens kamp, og selv om holdet fik udlignet, så kom Slagelse på 2-1. Ved pausen stod der dog 2-2, og i anden halvleg slog Hillerød til yderligere to gange, hvorefter champagnepropperne kunne springe og jublen bryde ud.
“Hillerød Damefodbold glæder sig til at prøve kræfter med 1. division og vil inden længe starte forberedelserne,” siger elitechef Jan Nielsen.