“Når vi rammer dagen, kan vi spille op med de bedste hold,” siger en glad Nadia Nadim, som scorede til 2-0, da Danmark tirsdag aften kvalificerede sig til EM med en sejr over Sverige
Tekst: Niels Nedergaard
Nadia Nadim og det danske kvindelandshold kvalificerede sig tirsdag aften til EM-slutrunden i Holland næste år med en overbevisende sejr over OL-sølvvinderne fra Sverige, og den danske landsholdsangriber mener, at slutrunden betyder rigtig meget for dansk kvindefodbold.
I den seneste tid har der været et øget fokus på opmærksomheden omkring dansk kvindefodbold. Tirsdag aften kvalificerede det danske kvindelandshold sig så til EM-slutrunden næste år med en imponerende sejr på 2-0 over Sverige, og det betyder meget for dansk kvindefodbold understreger Nadia Nadim.
“Det betyder rigtig rigtig meget. Jeg synes her på det sidste, at vi er begyndt at få mere og mere opmærksomhed, og det er også bag os, og det kan man mærke i dag, hvor der er næsten udsolgt. Viborg Kommune har gjort et stort stykke arbejde for os, så jeg synes, det er et stort skridt i den rigtige retning, og jeg håber virkelig, at vi er med til at kunne gøre kvindefodbold større,” fortæller Nadia Nadim til Fodbold For Piger.
Samtidig sætter Nadia Nadim også et par ord på, hvordan hun tror chancerne er ved slutrunden, og selvom det ifølge landsholdsangriberen er for tidligt at sætte ord på mulighederne ved slutrunden, så tror hun alligevel at holdet kan gøre en god figur i Holland næste år.
“Når vi rammer dagen, så kan vi jo spille op mod de bedste hold, og jeg synes vi har haft en fin kvalifikation, og det skal vi egentlig bare bygge videre på. Nu har vi otte måneder, og det er også lang tid, og så håber jeg, vi er klar, når vi skal til den slutrunde,” lyder det fra en glad og tilfreds Nadia Nadim overfor Fodbold For Piger.
Nadia Nadim kom selv på måltavlen, da hun fik skovlet bolden i mål efter et hjørnespark og gjorde det til slutresultatet 2-0 til Danmark over Sverige.