Fodboldpige blandt 25 drenge

0
2466

Astrid Simone Trolle er elev på Københavns Skole og Idrætsakademi. Hun har skrevet denne artikel om livet på skolen, hvor hun går i klasse med en klubkammerat fra Brøndby IF – og 25 drenge

Af Astrid Simone Trolle, elev på Københavns Skole og Idrætsakademi og U16-spiller i Brøndby IF

Hej – mit navn er Astrid, jeg er 14 år og går i 8. klasse. For lidt over et år siden tog jeg en stor beslutning. Jeg flyttede fra en privatskole i Stenløse til en ny sportsakademi-skole i København. Jeg flyttede til “Københavns skole og idræt akademi”. Det lå før på Østerbro ved Svanemøllen st, hvor vi trænede på B93s baner, og blev undervist i B93s lokaler. Skolen har nu fået sit eget sted ved Ryparken st, hvor den stod klar til årets skolestart den 8. august.

Skolen er i gang med sit tredje skoleår, og er derfor meget ny. Det er en skole, der har fokus på at udvikle elite fodbold- eller tennisspillere. Jeg er fodboldspiller og træner morgentræning 3-4 gange om ugen. Min hverdag er lang. Jeg tager toget fra Stenløse klokken lidt over syv  hver morgen. Jeg har fri fra skole kl. 15.15 og tre gange om ugen tager jeg derefter til træning i Brøndby, så jeg er først hjemme lidt i otte om aftenen.

Morgentræning
Morgentræning

Jeg valgte af skifte skole for at prøve noget nyt. For at være helt ærlig, så har jeg intet ønske om at blive den nye kvindelige ”Messi”. Jeg ønsker bare at blive bedre, og det er fedt at få ros, hvem kan ikke lide det?

Min klasse er ikke helt normal, der er 25 drenge og 2 piger. Mange af mine veninder bliver helt skræmte og tænker “savner du ikke nogle piger?”. Det er klart jeg savner nogle flere piger, nogle man kan snakke med om alle de drenge… Men jeg har selv valgt det, og det er slet ikke så slemt. Jeg kan sagtens snakke om alt med drengene, okay ikke alting, men sådan er det jo heller ikke med alle piger. Det anden pige, der går i min klasse, hun går også på mit hold. Så jeg kender hende super godt, og elsker hendes selskab. Den ene pige som går i niende, har jeg også fået det helt vildt godt med. Mine bedste drengevenner går i min klasse, og i niende, så alt i alt er det vennemæssigt en super kombi.

astrid-kbh-4

 

Sådan er en helt almindelig dag

Det er morgen og klokken er lidt over seks, vækkeuret ringer på livet løs. Jeg har helt ærligt lyst til at trykke på snooze og sove videre. De første tanker er ”Jeg orker ikke skole”, ”rip mit liv” eller andet. Jeg ved, at mange af mine venner stadig sover, så det kan være tungt at komme i gang. Men når jeg først kommer i gang glæder jeg faktisk. Man ser sine venner, man skal træne og så slemt er det da ikke at blive klogere. Så står jeg op, spiser morgenmad. På min skole er kost meget vigtigt, så jeg forsøger altid at spise sund mad, og mad der giver energi. Så springer jeg på cyklen, og kører til stationen. Jeg har en 40 min lang tur i tog.

Hele min skole samlet.
Hele min skole samlet.

Det er tirsdag, og vi træner først kl: 10. Dine ben vil bare i gang, når du sidder og får undervisning de første to timer. Men undervisning er også en vigtig del, og det handler ikke kun om det sportslige. Vi er allerede begyndt at snakke om eksamen, gymnasiet og videregående uddannelser. Så jeg prøver at koncentrere mig, og blive dygtigere. Så bliver klokken træningstid, og du skynder dig på med støvler og i gang. Vi træner i klassen, hvilket også betyder at der er stor forskel på mængden af piger og drenge. Da jeg kom var det svært at komme i gang, men jeg synes selv, at jeg er blevet meget bedre. Jeg var meget nervøs, og bange for at jeg slet ikke ville være god nok. Men de har heldigvis taget så godt i mod mig, og det er sjælden de bliver sure. Du bliver meget bedre af at træne med drenge, for der er virkelig mange fordele. Fysisk, det jo klart drengene har flere muskler, løber stærkere og giver nogle seriøse skulderskub. Men du vænner dig til det, og følelsen af at vælte drengene er fed. Du udvikler dig så meget fysisk, du får hurtigere fødder og mere stabilitet.

Skoledagen er i gang.
Lektier!

 

Videre med s-toget til træning i Brøndby.
Videre med s-toget til træning i Brøndby.

Psykisk udvikler du dig også, for det vrimler med kommentarer. Det er meget anderledes fra pigetræning, piger underskylder meget, såsom ”Min fejl”, ”Den tager jeg på min kappe”, ”Sorry” osv. Når du er sammen med drengene, skal du forvente, at det mere er din fejl. ”Kom nu!” bliver brugt rigtig meget. De kan selvfølgelig også være helt vildt søde, og næsten alle er gode til at hjælpe dig. Jeg synes, at drengene er rigtig gode til fodbold. De er gode til at drible, de har et godt spark, de er gode til at orientere sig og så er de virkelig PÅ til træning. De har mange fordele, og alle gør, at træningen bliver sværere og meget bedre. Så med alt det her i pakken, er det oplagt at du bliver meget bedre.

Træningen plejer at vare 1 time og 20 min, og bagefter er det et bad, og så fortsætter din undervisning. Undervisningen fortsætter, og efter skole smutter man til egen klub, og træner videre. Jeg plejer så at sidde i bilen med min far, og så er jeg bare super træt. Men jeg er ikke træt af min hverdag, selvom den måske lyder hård og stressende, og det bliver jeg heller ikke foreløbig 🙂

Jeg drømmer ikke om at blive den nye Messi. Jeg kan bare lide at blive bedre til fodbold hele tiden.
Jeg drømmer ikke om at blive den nye Messi. Jeg kan bare lide at blive bedre til fodbold hele tiden.