BSF tabte til svenske mestre

0
905
Defensiven fungerede bedst for BSF i lørdagens træningskamp mod Malmø i hvidt.
Defensiven fungerede bedst for BSF i lørdagens træningskamp mod Malmø i hvidt. Foto: Steen Trolle

Defensiven fungerede men offensiven haltede, da BSFs 3F Liga-kvinder lørdag mødte de svenske mestre fra LdB FC Malmø i en træningskamp i Skovlunde. Malmø vandt 2-0 og dominerede kampen, men BSF brændte to straffe og kunne med lidt held have fået uafgjort, mente BSF-træner Denni Conteh:

”Vi havde forinden talt om, hvordan vi skulle stå taktisk og defensivt, og det lykkedes godt i 70 minutter, hvorefter det er tydeligt, at spillerne er trætte,” siger Denni Conteh.

Han var tilfreds med holdets defensive arbejde men konstaterer, at der nu skal arbejdes med offensiven:

”Defensiven fungerer godt. De chancer som Malmø får opstår, når vi taber bolden i opspillet. Til gengæld skaber vi for få chancer, og det er noget af det vi arbejder med, for det er også vores problem i 3F Ligaen. Hvis vi skal lykkes med målsætningen om at holde fast i den nuværende fjerdeplads, så skal vi score flere mål,” siger Denni Conteh, som til lørdagens kamp manglede holdets topscorer Louise Priergaard, der var skadet.

BSF spiller næste weekend træningskamp mod Kristansstad og der arbejdes også med at få stablet en kamp mod endnu et stærkt hold fra Damallsvenskan, Tyresö, som har den tidligere Skovlunde- og Brøndbyspiller Line Røddik Hansen på holdet. I sidste weekend var det 3F Ligaens førerhold Brøndby, som var modstanderen i en træningskamp.

”Vi vil gerne helt derop, hvor det er sjovt at være med i ligaen, og derfor er vi nødt til at sætte barren højt i vores forberedelser,” siger Denni Conteh om den stærke matchning i træningskampene.

Malmø manglede flere af sin stamspillere på grund af skader. Det var derfor et ret ungt hold, der mødte BSF på kunstgræsset i Skovlunde. De to mål blev sat ind af Sarah Storck, som er en ung spiller tilbage efter en lang skadesperiode, og Felicia Karlsson, som er en anden af mestrenes unge spillere. Begge Malmøs to danske spillere, Katrine Veje og Christina Ørntoft, var ude med skader.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Foto: Steen Trolle