Odense Q fik sæsonens tredje sejr i 3F-ligaen

0
913

Odense Q spillede sig op foran BSF efter en 3-1 sejr ude over netop BSF

Af Andrea Trolle

For tredje gang i denne sæson fik Odense Q i weekenden en sejr i 3F Ligaen. På udebane blev det søndag til 3-1 over BSF, og dermed spiller Odense Q sig op på 5. pladsen foran netop BSF, som har en dårligere målscorer.

Blandt målscorerne var Emilie Henriksen, som scorede til 3-1 i slutningen af første halvleg:

”Det er altid fantastisk at vinde, og specielt når sæsonen ikke har budt på det antal sejre, som vi havde forventet ved sæsonstart. Samtidigt bliver sejren også lidt sødere af, at vores placering er blevet en anelse bedre i tabellen. I går lykkedes vi med at komme godt ud på kanterne og generelt var der en stor løbevillighed til at gå med i de offensive omstillinger.”

Sejren var ikke kun en vigtig sejr for hele Odense Q – også for Emilie Henriksen selv var det en forløsning at kunne sende den afgørende bold i netmaskerne:

“Jeg har været inde i lidt af en måltørke, så det var en kæmpe forløsning at få scoret, og når det er det afgørende mål, får man lige lidt ekstra selvtillid. Det bedste ved målet er dog det forarbejde, som ligger forinden, da det er noget, vi har trænet i ugen op til kampen. Det er altid fedt at se det, man bruger flere timer på lykkedes i praksis”.

I de næste kampe møder Odense Q henholdsvis Skovbakken og Vejle. Det er Emilie ikke i tvivl om bliver en udfordring, men hun tror stadig på, at holdet kan sejre i de kommende weekender:

“Skovbakken og Vejle Boldklub bliver en udfordring, da begge hold er defensivt velplaceret og fysisk stærke hold. Det har gjort, at vi har haft svært ved at score imod dem i tidligere kampe. Jeg er dog sikker på, at der ligger to sejre og venter, hvis vi formår at være skarpe foran mål og bibeholder den løbevillighed i de offensive omstillinger, som vi oplevede mod BSF. Og så skal vi være bedre til at sidde tættere i presset og til at veksle i mellem at køre direkte på og holde i bolden.”

Rundens øvrige resultater bød ikke på de store overraskelser. Igen var det topholdene Fortuna Hjørring og Brøndby IF der sejrede og dermed øgede føringen til resten af ligaens hold. Resultaterne fra runden blev følgende:

  • BSF – Odense Q, 1-3
  • Kolding Q – Brøndby IF, 0-3
  • Varde – Fortuna Hjørring, 1-5
  • Skovbakken – Vejle, 0-0