Mariann Gajhede: Stor omvæltning af komme til Linköpings FC

0
1991
Foto: Erik Åström / Linköbings FC
Foto: Erik Åström / Linköbings FC

Presset er større i den svenske liga og der trænes mere, men danske Mariann Gajhede er godt tilfreds med sit nye liv som fuldtidsprof i Linköpings FC. ”Jeg flytter mig både som person og spiller,” siger hun i et interview med FODBOLD FOR PIGER

Tekst: Steen Trolle / Foto: Erik Åström, www.erikastrom.se

”Jeg bliver meget mere presset i kampene. Jeg skal tage hurtigere beslutninger og gå meget hårdere ind i nærkampene, end jeg var vant til i Danmark”.

Sådan beskriver danske Mariann Gajhede en af de mange nye sider af sit fodboldliv, som hun ændrede markant, da hun for et år siden skiftede fra Fortuna Hjørring til Linköpings FC, der spiller i Damallsvenskan. Efter otte år i Fortuna trængte Mariann Gajhede til nye udfordringer, og dem har hun fået som fuldtidsprofessionel i klubben i det sydøstlige Sverige, der gerne vil være en del af topstriden i svensk fodbold.

”Mine år i Fortuna har været værdifulde og klubben har bragt mig langt, men jeg synes ikke at jeg blev presset tilstrækkeligt i kampene. Springet mellem en 3F Ligakamp og en landskamp var for stort. I Sverige er der ingen lette kampe og alle kan tage point fra alle. Til gengæld er spillet ofte meget direkte og ’typisk svensk’, så jeg tror jeg har færre boldberøringer, end jeg havde i Danmark,” siger den 27-årige defensive midtbanespiller.

Alle satser på fodbold

Mariann Gajhede havde netop afsluttet en uddannelse som fysioterapeut i Danmark i 2010, og da kæresten Lasse gerne ville med til Sverige, var tidspunktet oplagt til et skifte. Hun lægger ikke skjul på at det har været en stor omvæltning på det personlige plan – nyt sprog, nye holdkammerater, nye trænere – men Mariann Gajhede er ikke tvivl om, at det har været et godt valg at tage til den stærke kvindeklub i Linköping, der ligger ca. 150 km sydvest for Stockholm:

”Jeg synes forudsætningerne er optimale for at jeg kan udvikle mig, både organisationsmæssigt, facilitetsmæssigt og spillermæssigt. For eksempel satser alle i truppen 100 procent på fodbold. Der er et par stykker, som går i skole, men fodbolden kommer altid i første række, så de går kun i skole, når vi ikke har træning,” siger Mariann Gajhede, som beskriver den aktuelle træning:

”Her i forsæsonen træner vi ca. 10 gange om ugen, henholdsvis styrke, ren løbetræning, individuelle fodboldpas og hold-fodboldpas. Vi træner to pas mandag-torsdag, et pas fredag og kamp eller et ekstra træningspas om lørdagen plus et teoretisk pas. Vi skal mødes 30 minutter inden hver træning for at ’blive klar’ til at træne maksimalt, og så får vi i øvrigt varm mad efter alle vores eftermiddagstræninger”.

Hun oplever, at hendes svenske holdkammerater er meget villige til at træne:

”Der er altid nogen, som selvtræner efter træning – enten på fodboldbanen eller i styrkelokalet, hvor de arbejder med noget ekstra. Det virker som om alle er til træning for at blive bedre. Jeg tror ikke, at mit nye hold er bedre end Fortuna, men mulighederne og mentaliteten er anderledes,” siger Mariann Gajhede.

Vil gerne fortsætte i udlandet

Hendes nuværende kontrakt med Linköpings FC udløber til nytår, og endnu har hun ikke besluttet, hvad der skal ske. Lægerne har givet hende en aldersgrænse på 30 år med topfodbold, fordi hun så skal på blodfortyndende medicin som følge af en blodprop hun fik i benet i 2009, så ”jeg har jo ikke så mange år tilbage,” konstaterer Mariann Gajhede:

”Jeg tror og håber dog på, at jeg stadig kan blive bedre, hvis jeg arbejder hårdt og målrettet, så jeg vil gerne fortsætte med at spille. Jeg er glad for at være i Linköbing og i Sverige, men jeg skal ikke udelukke andre muligheder. Men jeg er næsten sikker på, at det bliver udlandet. Det skal være i en klub, hvor jeg mener, at kan fortsætte med at udvikle mig som spiller og som person,” siger Mariann Gajhede, som tilføjer, at andre overvejelser også spiller ind:

”Der er selvfølgelig også en kæreste og nogle tanker om at få børn på et tidspunkt. Men jeg elsker at spille fodbold, så lige nu har det førsteprioritet,” siger hun.

FAKTA OM MARIANN GAJHEDE KNUDSEN

  • Central midtbanespiller. Har spillernummer 6 hos Linköpings FC
  • Født 16. november 1984 i Skagen
  • Startede med at spille fodbold i Skagen. Skiftede herfra til B52 Aalborg og i 2002 til Fortuna Hjørring, hvor hun nåede at spille 215 kampe, inden hun pr. 1. januar 2011 skiftede til Linköbings FC.
  • Kåret i 2008 som årets kvindelige fodboldspiller i Danmark.
  • Fik A-landsholdsdebut som 19-årig i en EM-kvalifikationskamp mod Belgien og har spillet 62 A-landskampe for Danmark.

Læs også: Mariann Gajhede: Vi vil med i topstriden i Sverige