Modets triumf for Pia Sundhage i USA

0
1127
Pia Sundhage instruerer sine spillere fra sidelinjen i semifinalen mod Frankrig i VM-slutrunden i juli 2011. Foto: Mike Hewitt – FIFA via Getty Images.
Pia Sundhage instruerer spillerne i VM-semifinalen. Foto: Mike Hewitt, FIFA via Getty Images.

Så længe en spiller er god nok, er hun hverken for gammel eller for ung. Sådan lyder filosofien hos USAs svenske landstræner Pia Sundhage, som har masser af rutine med til Algarve Cup, hvor holdet onsdag spiller første kamp mod Danmark. Syv af spillerne i den amerikanske trup har rundet de 30 år

Tekst: Frits Ahlstrøm / Foto: Mike Hewitt – FIFA/FIFA via Getty Images

Det er et særdeles rutineret amerikansk landshold, de danske kvinder skal møde onsdag eftermiddag i deres første kamp om Algarve Cup i fodbold.

Syv af de 23 spillere, cheftræneren Pia Sundhage har med i Portugal, er noteret for flere end 100 landskampe. Forsvarsspilleren og anføreren Christie Rampone topper listen med 250 landskampe, en milepæl, hun satte, da USA for godt to uger siden vandt 2-1 over New Zealand i overværelse af 25.677 på et udsolgt Dallas Stadium.

De andre, der er blevet optaget i FIFA’s Club 100, er målmanden Hope Solo (109), forsvarsspilleren Heather Mitts (121), midtbanespillerne Shannon Boxx (158), Heather O’Reilly (156) og Carli Lloyd (125) samt forwarden Abby Wambach (172).  

Syv spillere i truppen har rundet de 30 år: Hope Solo (30), 2. målmanden Nicole Barnhart (30), Christie Rampone (36), Heather Mitts (33), Shannon Boxx (34), midtbanespilleren Lori Lindsey (31) og Abby Wambach (31).

”Så længe, en spiller god nok, er hun hverken for gammel eller for ung” siger Pia Sundhage. ”Det gælder for en træner om hele tiden at finde den rigtige balance. Det er ikke nemt, men nødvendigt. Du kan ikke købe erfaring, men det kan give bagslag at være for loyal overfor en ældre spiller, som langsomt mister hurtighed og lettere risikerer at pådrage sig en skade. På den anden side er der en risiko for at spolere en ung spillers udvikling og selvtillid ved at udtage hende for tidligt til landsholdet. Så enhver udskiftning på holdet eller i truppen skal foretages med omhu”

Pia Sundhage erkender dog, at det er vanskeligt at fortælle en ældre spiller med en lang karriere, at der ikke længere er plads til hende, men hun er modig nok til ikke at tage hensyn til navn eller alder. ”Jeg sætter stor pris på hvad de ældre spillere har præsteret, og jeg holder fast ved dem så længe som muligt, men ingen er vigtigere end holdet” understreger hun. ”Kvaliteten er afgørende.”

Pia Sundhage er født den 13. februar 1960 i Ulrikehamn. Hun debuterede på det svenske A-landshold som 15-årig og lavede 71 mål i 146 landskampe. I sin 21 år lange internationale karriere hjalp hun Sverige til at vinde Europa Mesterskabet i 1984.

Pia Sundhage, som nu bor i Philadelphia, overtog ansvaret for det amerikanske landshold i 2007. I 88 landskampe med hende som chef er det blevet til 73 sejre, 10 uafgjorte og 5 nederlag. Hun har givet 17 spillere debut. ”Selv om vi har et vindende hold, er det vigtigt at bringe unge spillere ind i truppen, eftersom de giver ny energi, tempo og entusiasme og presser de ældre til at yde det maksimale.”

To af spillerne i truppen på 23 til Algarve Cup har deres debut på landsholdet til gode: 3. målmanden Ashlyn Harris og forsvarsspilleren Whitney Engen.

Læs også: USA til Algarve Cup i topform