Flotte mål i BSF U18DM-sejr

0
1899
bsf-b93 Hasbo
BSF's Josefine Hasbo

Klubnyt | Af Ballerup-Skovlunde Fodbold v/Jeppe Horskjær – Foto:Kim Hansen

Efter gnistrende nærkampe og flotte angreb slog BSF igen B93 3-1 i U18 DM.

Gæsterne fra Østerbro kæmper for at komme op i rækkens midterfelt, mens BSF prøver at hænge på i toppen.

B93 kommer tydeligvis til Vestegnen for at vinde. Og med stor tro på, at det nok skal lykkes. Herlig indstilling mod et på papiret bedre hold. Opildnet verbalt fra sidelinien af holdets nye træner og ved hjælp af piv hurtige omstillinger lykkes det B93 at gøre første halvleg til en jævnbyrdig fight. Flere gange må de to målmænd således modtage anerkendende skulderklap af taknemmelige holdkammerater. Der bliver snuppet friløbere i begge ender og taget del i spillet i feltet, så det er en fornøjelse. Der er mange, der må se sig slået af målmændene i første halvleg.

For BSF pløjer forsvarsminister Amalie Littau sig i elegant commandoraid-stil frem til en stor chance, som bliver afværget af keeper Clara Emilie Jørgensen med en fiks fodparade. Emilie Langhorn får også et tørt og fladt langskud pareret. Lærke North Dreyer Larsen forsøger snedigt at liste bolden ind efter en flot vending i feltet, men bliver i stedet efter 29 minutter noteret for en assist, da hun skubber bolden hen for fødderne af Silke Marie Seland, som vender og placerer sin femte sæsonscoring sikkert udenfor Jørgensens rækkevidde.

Begge hold er aggressive i pres- og erobringsspillet, hvilket gør første halvleg omskiftelig med mange boldtab.

Emilie Barret Strand Thomsen har en god mulighed for B93, da hun first-timer en indersideafslutning tæt forbi mål, efter indlæg.

Jeanne Vibe Studsgård har flere store chancer for B93 i første halvleg. Blandt andet et frispark fra en god position. Hun er også kun centimeter fra at nå en lang aflevering fra egen banehalvdel først. B93 vil gerne true BSFs bagrum mellem målmand og forsvarskæde med snart høje bolde, snart giftige torpedoer der borer sig faldt gennem BSF-kæderne. Spil dybt før bredt. Er der nogen, der siger. Så kan der skabes målchancer på to sekunder. Mere om det senere.

For BSF er taktisk velforberedt i forhold til modstanderens game plan, og det meget unge Balleruphold slår ikke op i banen fysisk, men får i stedet flot udbytte af vinterens hårde slid i diverse træningsmiljøer.

1-0 til BSF ved pausen efter en meget intens første halvleg spillet i et usædvanligt højt tempo. Der er ikke længere fra Ballerup til Østerbro end at mange af pigerne kender hinanden. Også fra landshold og regionshold. Det bliver duellerne ikke mindre saftige af. Forrygende fair fight.

Kampen er stadig åben, da anden halvleg fløjtes op. Der er virkelig et imponerende fokus på at præstere maksimalt på begge hold. Det er når man spiller kamp, det gælder.

På vilje, gejst og tro, tilsat tilstrækkeligt godt fodboldspil får B93 et overtag i anden halvlegs start. Det udmønter sig dog ikke i stribevis af chancer, da BSFs unge bagkæde står nogenlunde solidt. Men der skal kun én chance til at score. Og hvis modstanderen ikke er klar, hugger man nådesløst til.

Og pludselig kommer torpedoen. Dog i form af et luftbåret missil. Dybt nede fra godteposen. Fra egen sidste tredjedel af banen.

B93 kaster ud langs jorden til en centerforsvarer, der ved at fighterraketten Mathilde Marie Michaelsen lurer på enhver løbeduel. Hende er der ikke mange, der fanger, når hun får et forspring. Og det gør hun. Der er ikke pres nok på B93’s boldholdende centerforsvarer, som ved, at hvis Michaelsen tilbyder en fifty-fifty løbeduel på offsidegrænsen, så slår man bolden langt i en hulens fart. Ihvertfald hvis sejren også betyder noget. Lang usentimental violin op mod Michaelsen, der spurter fra BSF-forsvaret og scorer på sin andenberøring. Nemt mål. 1-1. B93 søger momentum.

Ligesom i efterårsskampen mellem de to hold går alvoren op for BSF’erne efter udligningen. Nederlag er bestemt ikke utænkeligt. Der bliver reageret hurtigt med ekstra fight og tro på egne dyder i nøden for at vende kampen. Fra trænerbænken bliver der ikke solgt ud i forhold til hvordan, holdet vil spille. Der bliver fyldt på. Det er jo når det går skidt, man virkelig skal tro på sin taktiske formåen.

Og det fornægter sig heller ikke, at BSF tog et aldeles suverænt Danmarksmesterskab i futsal tidligere i marts. Spillet langs jorden mestrer holdet som få. Pludselig sad det lige i skabet. For det skulle det jo. Bolden bliver nu sluppet i tide. Altså blot det afgørende sekund, der gav næste boldholder netop det sekund med i banken. Så man kan nå at positionere sig med bolden før tacklingen kommer. Og måske endda har tiden til at orientere sig og reagere afgørende. Og det er hvad, der sker.

Efter 69 minutter kommer BSF foran igen på et rent drømmemål. Efter et klumpspil på kanten af feltet trækker Josephine Hasbo sig ikke overraskende ud af duellen med bolden klistret til fødderne. Ved hjælp af sin signaturfinte, hvor hun Laudrup’sk ruller bolden fri under begge såler og laver et spinmove undervejs. Ses sjældent i Superligaen. Under hårdt pres formår hun derefter, at orientere sig og spille bolden fra til Rosa Horskjær, som har forladt klumpspilszonen og agerer støttespiller. Og nu hvor afleveringerne er begyndt at falde rettidigt har Horskjær tid nok til at behandle bolden med omhu. Hun har selv mulighed for at afslutte alene med målmanden, men Dajan Hashemi løber med inde foran mål og sætter foden på tværpasningen. En super scoring der også giver BSF det mentale overtag på banen. For første gang i kampen.

Målskytten til 2-1 er kommet til BSF i vinterpausen, og med to mål i tre kampe ser hun ud til at angribe topscorerlisten. Top fem er ikke utopi, selv om Hashemi ikke vil love hvor mange kasser, hun scorer.

“Det er ikke noget, jeg planlægger. Jeg tager det meget, som det kommer. Jeg er bare glad, når det lykkes at score og bringe vores hold tættere på tre point i kampen,” siger kølige Dajan Hashemi med de store drømme.

“Mine ambitioner er uden tvivl at spille på A-landsholdet og komme til udlandet. Eller generelt bare at kunne leve af det,” fortæller U-17 landsholdsspilleren.

Dajan Hashemis 2-1 scoring var flot kommet tilbage af BSF på en dag hvor der skulle tænkes kreativt i forhold til startopstilling og kamptrup. Derfor var der to debutanter hentet i U-16 truppen og dermed Ballerupklubbens stærke 2002-årgang. Purunge Daniella Diaz de Jaffa og Frederikke Valbjørn Johansen. De spillede ikke bare med. De spillede flot og turde vise sig frem. Ligesom de gør ugentligt ved op-træning med DM-truppen i BSF.

BSF Debutanter U18DM
Frederikke Valbjørn Johansen og Daniella Diaz de Jaffa

Tilbage til kampscenen hvor B93 kæmper videre og blusser op spillemæssigt ind i mellem. Men de hvidklædte gæster får ikke skabt chancer nok til at komme tilbage i kampen. I stedet afgør BSF slaget med ni minutter tilbage.

Og her ser man forskellen på et sløjt højt pres og et velfungerende højt pres. Det sløje pres kostede BSF en scoring imod, da missilet blev slået fra egen tredjedel. Det velfungerende høje pres fører direkte til egen scoring.

B93 kaster igen fladt ud fra målmand. Tre BSF’ere går med i det høje pres, Dajan Hashemi stikker af med bolden og finder Josephine Hasbo, der har en forsvarer i ryggen, men alligevel ikke er for fin til at servere en lige så stor chance for Rosa Horskjær, som den Horskjær gav Hashemi ved 2-1 målet. Inderside ind fra nært hold. 3-1. Kampen ser afgjort ud. Og det er den også.

De to opgør holdene har givet hinanden i denne sæson har mange ligheder. BSF har vundet dem begge 3-1. Rosa Horskjær sparkede sidste mål ind i begge kampe. Målene faldt i samme rækkefølge.

Endnu en forrygende fodboldkamp i U18 DM.
BSF spiller lørdag d 1. april hjemme mod Team Viborg kl. 13.00 på Kunstgræsbanen i Ballerup Idrætspark.