Hun var et stort midtbanetalent, men som bare 16-årig indstillede Cecilie Nielsen sin fodboldkarriere. Hun fik en korsbåndsskade, der resulterede i to operationer og en masse smerte. Siden har Cecilie fået et nyt liv, og det har været med både op- og nedture.
Af Solveig Valbjørn
En kamp for to år siden betød en stor ændring i den nu 18-årige Cecilie Nielsens liv. Under en aktion faldt hendes ben uden videre sammen under hende, men der vidste hun ikke at det skulle betyde et farvel til fodbolden og dermed et farvel til det liv hun havde vænnet sig til gennem 14 år i fodboldens tegn. Omvæltningen var svær og underlig i begyndelsen, men nu har Cecilies indstilling gjort det langt nemmere for hende at finde frem til en ny måde at leve på:
“Selvfølgelig er det mega ærgerligt, og jeg har i perioder også været rigtig ked af jeg ikke har kunnet spille, men jeg har bare valgt at acceptere det, i stedet for at gå og være nedtrykt. Jeg tror at det har gjort det hele lettere, fordi jeg netop har valgt at tilpasse mig ‘mit nye liv’, for det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til at spille. Jeg kan bare ikke, og så har jeg taget den derfra og fået det bedste ud af det,” fortæller Cecilie.
Et nyt liv
For omkring to år siden fik Cecilie beskeden om, at det var en korsbåndsskade hun var blevet ramt af, og at hun derfor skulle opereres. Siden har nogle skruer i hendes knæ siddet forkert og forstyrret, og derfor har Cecilie været igennem endnu en operation for kun to måneder siden. Forløbet har medført en masse smerte, hvilket også gør det svært for Cecilie at svare på, om hun overvejer at starte til fodbold igen:
“Tanken slår mig nogle gange, om jeg skal starte igen. Men så har jeg alligevel fået et helt andet liv nu, så hvis jeg begynder igen, så er der en masse vaner der skal ændres. For to år siden planlagde jeg mit liv efter fodbolden og det vil jeg også skulle, hvis jeg begynder igen og det tror jeg er meget svært. Dengang jeg fik skaden regnede jeg med at komme tilbage og træne på fuld gas igen, men jeg har levet med vedvarende smerter de sidste to år, og det har selvfølgelig sat sig sine spor på min krop. Derfor er jeg også bange for at skulle igennem det samme en gang til.”
Da Cecilie spillede elitefodbold i Brøndby, trænede hun holdtræning fire gange om ugen, en kamp i weekenden, og derudover også to ugentlige styrketræningspas. Resten af tiden gik med restitution og transport mellem hjembyen Næstved og fodboldklubben på Vestegnen. Stort set alle døgnets timer var dedikeret til fodbolden og der var derfor ikke plads til særligt meget andet i hverdagen. Det ser selvfølgelig anderledes ud i dag, hvor Cecilie bruger sin tid på at gå i 2.G, arbejde i Netto og træne fitness:
“Jeg er blevet meget mere socialt anlagt, fordi jeg deltager mere i sociale arrangementer. Før valgte jeg tit fester og den slags fra, men nu har jeg mulighed for at vælge dem til, fordi jeg ikke har en kamp jeg skal til lørdag eller søndag morgen. Selvfølgelig er det dejligt at have den frihed og tid, men det er ikke sådan at jeg er ude i byen hver weekend, for det siger mig stadig ikke så meget. I forhold til at spille fodbold nærmest hver dag er mit liv i dag meget anderledes, men det føles normalt for mig nu, fordi jeg efterhånden har været i det så længe.”
Savner sammenholdet
Cecilie er i dag kommet igennem operationerne og har lagt den største skuffelse bag sig. Hun har fundet en anden måde at leve på, og det er hun glad for, men derfor er der stadig dele ved livet som fodboldspiller, som hun i den grad savner i sin hverdag:
“Jeg savner en masse forskellige ting, som jeg fik igennem fodbold. Det jeg savner mest er omklædningsrummet, og alle pigerne som jeg hyggede med til træning stort set hver dag. Så savner jeg også tit en succesoplevelse, hvor jeg kan mærke på mig selv at jeg er glad for noget jeg har gjort. I fodbold kunne jeg altid forbedre mig, og jeg skulle hele tiden leve op til egne og andres forventninger, hvilket gjorde at jeg udviklede mig hele tiden. Så ja, jeg savner den følelse af at jeg kan mærke at der er noget jeg gør virkelig godt – og det er ikke det samme som at have succes i skolen.”
Meget med i rygsækken
Selvom Cecilie indstillede karrieren i en ung alder, nåede hun at få mange store oplevelser som fodboldspiller. Ungdomslandskampe, træninger med 3F-holdet i Brøndby og en masse U17 og U18 DM kampe. Det tager hun med sig videre:
“Jeg har fået det med fra fodbolden, at man skal tilpasse sig efter hvem man er sammen med. Gennem fodbold lærte jeg, at hvis jeg for eksempel spiller på hold med nogle der er yngre end mig, så skal man tage ansvar og gå forrest. På den måde har fodbolden gjort mig meget mere ansvarlig. At være på et hold og være med til at løfte noget, betyder at man er nødt til at tage ansvar, og det har jeg taget med mig videre. Og så er jeg blevet mere social, fordi jeg netop har været på et hold, og fået et slags overblik, som jeg kan bruge i andre sammenhænge end i fodbold,” lyder det fra Cecilie.
