Stine Larsen er 21 år, læser til ingeniør og er en af profilerne både i Brøndby og på det danske landshold. FODBOLD FOR PIGER har talt med Stine om livet som fodboldspiller, studerende og veninde.
Af Sophie Lysholt
Stine Larsens fodboldkarriere startede til et indendørsstævne, da hun var fem år gammel. Hun havde spillet en del fodbold med hendes større brødre i haven og med drengene i børnehaven, men hun gik ikke selv til det. En dag ringede en af drengenes far hjem til Stines forældre. Han havde set hende spille fodbold til en fødselsdag, og nu manglede han en spiller til et indendørsstævne. Stines mor og far spurgte, om hun havde lyst til at tage med, selvom det var med drenge? Det var hun ligeglad med. Hun tog afsted, og da hun kom hjem besluttede hun sig for, at hun ville starte til fodbold. Herefter spillede hun på drengeholdet i Ejby, indtil hun skiftede til Skovlunde da hun var 10 år. I dag er Stine 21 år og fast spiller på Brøndbys 3F-ligahold. Hun har også spillet 21 kampe på A-landsholdet og har været med til at kvalificere Danmark til EM i Holland til sommer.
Kan være hårdt
Stine bor i Glostrup med sin kæreste, og ved siden af fodbolden læser hun bygningsdesign på DTU i Lyngby på andet år. Det er en bacheloruddannelse på tre år, men Stine tager den på fire, så hun kan få hverdagen til at hænge sammen. I øjeblikket er hun i skole tre dage om ugen, og så træner hun fire eftermiddage i Brøndby. Ved siden af det har hun styrketræning med holdet to gange, individuel træning, yoga, stabilitetstræning og kamp i weekenderne. I baghovedet ligger også sommerens EM i Holland, hvor det er vigtigt, at Stine er sin bedst mulige form. Men selvom hendes hverdag er presset og skemalagt, har hun mere overskud nu, end hun havde flere perioder i gymnasiet.
”Jeg kan huske en vinter i gymnasiet, hvor jeg virkelig synes, det hele var hårdt. Jeg cyklede i skole om morgenen og havde undervisning til klokken fire. Så cyklede jeg direkte til træning i Brøndby i snevejr og kulde, og så cyklede jeg hjem og lave lektier bagefter.”
Alligevel har hun aldrig overvejet at stoppe til fodbold.
”Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden fodbold. Det kan jeg bare ikke. Selvom det er hårdt arbejde, så er det virkelig fedt at man både udvikler sig og bliver bedre, og at man har sådan nogle fantastiske venskaber på holdet.”
Fodboldveninder
Og lige præcis venskaberne på holdet, er noget helt særligt. Siden Stine for alvor blev seriøs med fodbolden, har hun sagt nej til rigtig mange ting i skolen og med familien. Det har både været fødselsdage, konfirmationer, gymnasiefester og spontane aftaler. Især i gymnasiet havde veninderne svært ved at forstå, hvorfor Stine ikke bare kunne droppe en træning en gang imellem, og til sidst holdt de fleste helt op med at spørge, om hun kunne.
”Det var jo svært for dem at forstå, fordi de ikke selv spillede fodbold. Men det var nogle fravalg, jeg bare måtte tage, hvis jeg ville være en god fodboldspiller.”
Netop derfor er der også noget helt særligt over de venskaber, man får på fodboldbanen.
”jeg er i samme båd som mine fodboldveninder. Vi ligner hinanden mere, vi taber og vinder sammen, og vi har set hinanden fra de værste sider. Dem jeg ser nu er også dem, jeg spiller eller har spillet med. Det er bare en helt særlig form for venskab.”
Mere om Stine:
- Hun er født den 24. januar 1996 (21 år)
- Har spillet 63 landskampe i alt fra U16 til A-landsholdet
- Har scoret 6 mål på A-landsholdet
- Blev kåret til årets talent 2015
Stines gode råd:
“Man skal arbejde hårdt, men man skal også nyde det. Der vil både være gode og mindre gode perioder, men nedturene gør dig kun stærkere. Og hvis man kæmper hårdt nok, skal man nok nå de mål, man sætter sig.”