Olivia og Caroline er flyttet hjemmefra for at forfølge fodbolddrømmen

0
3671

Olivia Runge og Caroline Møller er bedste veninder, og så bor de sammen i et hus i Hjørring sammen med to andre Fortuna-spillere. Her har de udsigt til træningsbanen, men til gengæld skal de ordne alle de praktiske opgaver selv. FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med de to piger om, hvordan det er at flytte i så ung en alder og skulle stå på egne ben.

Af Solveig Valbjørn

Olivia Runge og Caroline Møller tog en stor beslutning for to år siden, da de valgte at flytte hjemmefra. Dengang var de begge 16 år gamle og havde lige været et år sammen på sportsakademiet IMG Academy i Florida. I dag bor de i et hus, der ligger ved siden af fodboldklubben Fortuna Hjørring, hvor de begge bruger det meste af deres tid på træning og kampe:

“Fordi vi bor i huset har vi begge mere tid til at fokusere på fodbolden, eftersom vi ikke skal bruge så meget tid på transport frem og tilbage til skole og træning. Vi får meget mere tid til at slappe af, og det giver mere overskud i hverdagen, som er med til at øge vores fokus på træningsbanen. Og så ligger fodboldbanerne lige ude foran vores hus, så derfor bliver det meget lettere at få individuel træning i Fortuna,” fortæller Caroline.

Der er ikke langt til træningsfaciliteter for de fire Fortuna-spillere.

Olivia og Caroline spiller på henholdsvis Fortuna Hjørrings U18 DM og 3F-ligahold. Udover Caroline og Olivia bor 3F-liga spillerne Karoline Smidt og Janelle Cordia også i huset. Pigerne går derfor op og ned af hinanden hver dag, men det er ikke noget problem for Caroline og Olivia:

“Stemningen i huset er rigtig god. Alle pigerne er virkelig søde, så det er bare fedt at være i huset. Vi er generelt bare virkelig glade for at bo her, og så er vi jo blevet endnu tættere veninder. Vi har snart boet sammen i tre år, så vi kender hinanden ud og ind og derfor ved vi også hvornår vi skal lade hinanden være. Vi har med tiden lært, hvornår den anden har brug for noget tid alene og derfor fungerer det bare rigtigt godt og gør, at vi ikke bliver trætte af hinanden bare fordi vi bor sammen,” lyder det fra Caroline.

Karoline Smidt og Janelle Cordia fra Fortuna Hjørrings 3F-ligahold bor også i huset.

Carolines forældre bor i Hobro, mens Olivias forældre bor i Hjortshøj, Århus. Der er derfor langt hjem, når de indimellem godt kunne bruge en hjælpende hånd til de mange praktiske opgaver der følger med det at være flyttet hjemmefra:

“Vi skal selv stå for alt det praktiske nu. Vi skal selv vaske tøj, handle ind og lave mad. Men det har vi fundet ud af og fået til at fungere og vi har vænnet os til at skulle bruge meget tid på alle de praktiske ting. Vi laver tit aftensmad sammen med de andre piger, så det er kun hyggeligt. Selvfølgelig er det også hårdt indimellem, når man kommer hjem fra træning og er smadret, og selv skal stå for at lave mad. Der er tidspunkter hvor man bare har lyst til at tage helt hjem og få serveret mad, slappet af, hvor forældrene sørger for dig,” siger Olivia.

Selvom det til tider kan være krævende at skulle stå for det meste selv og samtidig passe skolen og have en masse træningspas om ugen, så er der ifølge Olivia og Caroline ingen tvivl om, at det udvikler dem både som mennesker og som fodboldspillere at bo ude:

“Når vi er trætte, kan vi ikke længere bare spørge vores mor om hun ikke vil hjælpe med diverse ting. Derfor har vi lært hvad det kræver at stå på egne ben, for når vi bor alene så skal vi klare det hele selv,” fortæller Olivia mens Caroline tilføjer:

“Jeg har især lært at tage ansvar, og det føler også at jeg kan bruge når jeg er på banen.”

Udsigten fra Olivia og Carolines hus.
Hunden Boo bor også i huset.
Olivia og Caroline i kamp fro sportsakademiet IMG Academy hvor de var sammen for to år siden. Foto: Lars Runge

Det er ikke første gang at Olivia og Caroline er flyttet hjemmefra: 

Ved at trykke her kan du læse mere om Olivias ophold på IMG Academy i Florida, og ved at trykke her kan du læse mere om Carolines liv som elitefodboldspiller og gymnasieelev.