Der var lagt op til bundopgør, da VSK Aarhus tog imod Sønderjyske i kvalifikationsrækken. Begge hold kom med et point hver, men VSK viste, at der på dagen var markant niveauforskel på de to hold.
Af Sophie Lysholt
VSK Aarhus havde kun et enkelt point på kontoen, da de fik besøg af Sønderjyske. Det samme havde gæsterne, og der var dermed lagt op til et tæt bundopgør. Sådan gik det dog langt fra, og ikke nok med at VSK vandt, de vandt også stort, nemlig 7-0. Noget, ingen havde forventet inden kampen, siger VSK-spiller Nina Frydensberg Madsen.
”Vi havde slet ikke regnet med så stor en sejr. Vi plejer altid at spille tætte kampe mod Sønderjyske. Men vi var gode til at flytte bolden rundt og holde dem fra chancer.”
Århusianerne kom foran på mål af Nina Skjøtt efter 23 minutter og tre minutter senere var det Nina Frydenberg Madsen, der fordoblede. Holdet gik således til pause med den farlige 2-0 føring, men den blev fordoblet og yderligere øget i anden halvleg, hvor VSK scorede hele fem gange mere.
Det var nye takter i forhold til sidste weekend, hvor holdet havde svært ved at finde netmaskerne og tabte 0-5 til 3F-nedrykkerne fra Odense Q.
”Det var virkelig dejligt med så stor en sejr oven på sidste weekends store nederlag. Der var fest i omklædningsrummet bagefter, og det giver virkelig en tro på, at vi kan være med i den her række,” forklarer Nina Madsen.
Der var da også mange ting, der lykkedes for de blå-blusede fra Århus, også ting, som tidligere har voldt problemer.
”Nogle gange har vi spillet, som om der var ild i bolden. Det gjorde vi ikke mod Sønderjyske, og det betød, at vi spillede den roligt rundt. Vi fik også spillet mange bolde i dybden, og det var guf for vores kanter, for vi lykkedes rigtig godt med at løbe med deres forsvar.”
VSK Aarhus ligger nu nummer fem i rækken med 4 point, men da holdet fusionerer med Skovbakken til sommer, kan de ikke være med i kampen om oprykningspladserne.