Varde om pokalfinale: Once in a lifetime

0
1582
Her ses Varde efter 5-1 sejren over Sundby i semifinalen

Fredag den 12. maj afholdes kvindernes pokalfinale for 24. gang. Denne gang mødes debutanterne fra Varde og storfavoritterne fra Brøndby på Sydbank Stadion i Varde.

Af Sophie Lysholt

Når pokalfinalen mellem Varde og Brøndby skydes i gang i morgen klokken 15.00, er det 13. gang, Brøndby står i finalen i kvindernes pokalturnering. På den anden banehalvdel står Varde for første gang i Danmarkshistorien. Varde slog Sundby i semifinalen, da de først spillede 1-1 på udebane og bagefter vandt 5-1 på hjemmebane.

FODBOLD FOR PIGER har talt med Pernille Andreasen fra Varde om hendes forventninger til kampen.

Hvor vildt er det, at I skal spille pokalfinale?

“Det er uden tvivl en kæmpe oplevelse. For de fleste er det once in a lifetime oplevelse at stå i pokalfinalen, og så endda på hjemmebane. Det bliver nok ikke meget større.”

Hvad bliver det fedeste ved kampen?

”Jeg glæder mig rigtig meget til det øjeblik, hvor dommeren fløjter og kampen går i gang. Det bliver uden tvivl fedt at mærke stemningen, og jeg håber, vi kan mærke, at vi spiller på hjemmebane i Varde.”

 

Hvad tænker du om, at den skal spilles i Varde?

”Vi er rigtig glade for den store opbakning omkring kampen. Det vidner om anerkendelse og støtte fra både klubben og kommunen til holdet. Samtidig vil det forhåbentlig skabe endnu mere interesse for kvindefodbolden. Jeg håber, det kan vise de mindre ungdomsspillere, hvor fedt det er at spille fodbold.

 

Hvad forventer I, at de kommer med?

”Jeg forestiller mig, at de som storfavoritter vil lukke kampen hurtigt, så jeg forventer, at de kommer i stærkeste opstilling. De bliver forhåbentlig en seværdig kamp med to hold, som vil gøre alt for at vinde.”

Hvordan lader I op til kampen?

”Vi sørger for at nyde, at vi er i pokalfinalen. Vi har haft nogle gode træninger og alle på og omkring holdet glæder sig til fredag. Vi har en let træning torsdag med fællesspisning og de sidste detaljer omkring holdet.”

Hvad er jeres målsætning?

”Vi går altid på banen for at vinde og vil altid gøre vores bedste, men vi er selvfølgelig også realistiske. I en kamp som denne er vi nødt til at sætte os nogle delmål i løbet af kampen, og så må se, hvordan den forløber.”