For mindre end et halvt år siden fik Pernille Andreasen en blodprop i hjertet. På samme tidspunkt opdagede lægerne, at hun havde et hul i hjertet, der burde have gjort det umuligt for hende at spille fodbold. Nu er Pernille tilbage som anfører for Varde IF, og for en uge siden spillede hun sit livs første pokalfinale.
Af Sophie Lysholt
”Du kan takke dit sunde hjerte, din gode form og din vilje for, at du har klaret det her.”
Det var den besked Pernille Andreasen fik på sygehuset, da hun for lige knap et halvt år siden blev indlagt med en blodprop i hjertet på grund af noget, der senere skulle vise sig at være et tre centimeter stort hul i hjertet.
I perioden op til indlæggelsen gik Pernilles hverdag med at arbejde som fysioterapeut, være 25 år og spille elitefodbold. Men en aften i oktober fik hun pludselig mærkeligt ondt i brystkassen. Hun overvejede længe, om hun skulle ringe til vagtlægen, men hun var i tvivl. Hun havde ikke problemer med at gå rundt eller være oppe, og hun var ikke decideret dårlig. Til sidst tog hende og hendes kæreste alligevel afsted, og det viste sig at være en klog beslutning. Pernille fik målt en masse tal og værdier, og de var galoperende høje. Lægerne kaldte det et mysterium, at hun overhovedet kunne bevæge sig rundt og ikke var bevidstløs.
Hun blev med det samme indlagt i Herning, og dagen efter blev hun overflyttet til Skejby Sygehus ved Århus, hvor de fandt ud af, at Pernille havde haft en blodprop i hjertet. Men det var ikke det eneste opsigtsvækkende ved MR-scanningen. Hun havde også et tre centimeter stort hul i hjertet, der aldrig var blevet opdaget.
Lægerne var målløse, og ingen forstod, hvordan hun kunne have levet med så stor en hjertefejl, siden hun blev født. Der var heller ikke nogen nærliggende forklaring på, hvordan hun har kunnet spille elitefodbold helt frem til den dag i oktober, hvor hun fik blodproppen. Et hul i hjertet gør nemlig typisk, at det både er svært at løbe og svært at trække vejret, og de færreste kan være fysisk aktive uden en operation. Forklaringen var og er derfor stadig Pernilles utrolige fysik, men selvom det var gået godt indtil nu, skulle hullet lukkes, så hun ikke fik flere blodpropper.
Imens hun ventede på operationen var hun delvist hjemme og delvist indlagt, og tiden var svær. Hun tænkte mest på, hvornår hun kunne komme til at spille fodbold igen og på, hvordan hun kunne holde sig i form. Hun fik lov til at bruge konditionscyklen på afdelingen, så med hjertemonitor og under konstant opsyn cyklede hun mellem 15 og 20 kilometer om dagen.
Mange tænker måske, at fodbold er det mindst vigtige i en situation som Pernilles og at det bare handler om at blive rask. Men for Pernille var fodbold og hendes fysiske form faktisk en måde at blive rask på. Hun var omgivet af ældre og døende mennesker på en akut hjerteafdeling, og hun kunne selv være død. Omvæltningen og chokket gjorde, at hun blev endnu mere motiveret for at holde fysikken ved lige, hvis der skulle komme en næste gang, og for at bevise, at hun nok skulle komme tilbage på fodboldbanen – snart.
Og Pernille fortsatte da også kampen for at komme tilbage til kammeraterne i Varde. Hun blev opereret i december, og allerede samme måned var hun tilbage på træningsbanen første gang. I januar spillede hun indendørs fodbold, hun løb og hun trænede teknik og taktik. Men der var et problem. Pernille tog noget kraftigt medicin, som gjorde, at hun ikke måtte være i nærkontakt med andre. Hvis hun fik et sår eller en blødning i en muskel, ville medicinen nemlig gøre, at det ville have svært ved at stoppe med at bløde igen, og hun vidste ikke, hvornår hun måtte stoppe med den igen. Hun fik også hovedpine og havde svært ved at spise noget, og hele situationen var uvis. Det eneste hun vidste var, at hun skulle tage medicinen i måneder, år eller måske hele livet alt efter, hvor godt hjertet helede. Derfor trænede hun hele vinteren uden at vide, om hun nogensinde kom til at spille kamp igen.
Hun gik altså i lang tid i uvished, men i marts måned 2017 fik hun beskeden. Hun måtte stoppe på den kraftige medicin og begynde at have fysisk nærkontakt på fodboldbanen igen. Med andre ord måtte hun altså spille kampe, hvis hun selv følte sig klar.
Det gjorde hun, og den første april startede hun inde i sæsonens første kamp. Igen var lægerne målløse, og selvom alle troede på, at Pernille ville komme tilbage på et tidspunkt, havde ingen regnet med, at hun ville klare det så hurtigt.
Den største triumf i forløbet kom dog for en uge siden, da Pernille stod side om side med sine holdkammerater og sang med på nationalmelodien. Hun spillede den første og måske eneste pokalfinale i hendes liv og ikke bare som spiller, men som anfører på holdet. På det tidspunkt sendte Pernille nogle taknemmelige tanker til hendes utrolige viljestyrke og stærke fysik.
