Ny træner tog over hos Vejle B’s U-18 piger

0
1565
16 piger var mødt op til VB's åbne træning på U-18

En åben træning blev første arbejdsdag for VB’s nye U-18 træner. Visionerne er mange i traditionsklubben, som har ambitioner for sine ældste pigeungdomshold

Af: Frederik Schytte, Vejle Boldklub

KLUBNYT

Tirsdag d. 20/6 bød på nye takter på U-18 holdet. Tidligere træner Frederik Ø. Schytte havde om søndagen takket af for denne omgang, og derfor var det holdets nye træner, Steffen ”Emmer” Mikkelsen, som stod for den åbne træning denne tirsdag aften i VB Parken. Her mødte både gamle og nye spillere op for at prøve træningen og få en forsmag på, hvordan det bliver på U-18 efter sommerferien. Spillerne mødte ind til en træning, der først bød på lidt træning af individuelle færdigheder, som blev bragt med over i et større spil, hvor det primære fokus var possession og presspil. Pigerne viste stor glæde ved den nye træning og udtrykte sig positivt. Som afsluttende øvelse til træning blev der spillet et klassisk spil interval. Her var der en rigtig god attitude, og der blev investeret mange kræfter i spillet. Der er mange positive takter at tage med fra den første træning, hvor man så, at der er tegn på en større positiv spilletilgang. Ligeledes ses der nu et tydeligere samarbejde med Vejle Idrætsefterskole, som også var repræsenteret med nye elever.

Generelt er der gode udsigter til de nye målsætninger, som den sammensatte udviklingsgruppe har sat op, bl.a. med visionen om U-18 DM om 2 år og et etableret jyllandsseriehold. Der er ligeledes fundet en U-16 træner, hvorfor der forsøges etableret et U-16 hold efter ferien. Der er blevet oparbejdet en sundere kultur og mentalitet omkring pigefodbold i Vejle Boldklub, end der har været i mange år. Derfor er det også med stort gå-på-mod og masser af vilje, at det nye trænerteam omkring U-18 bestående af Steffen ”Emmer” Mikkelsen og Katrine Terp går ind til den nye sæson.

Steffen Mikkelsen, som har trænet fodbold i rigtig mange år, udstråler stor glæde ved og passion for fodboldspillet. Assisterende træner Katrine Terp har en mangeårig karriere bag sig som anfører for 3F ligaholdet og er stadig aktiv på klubbens JS hold. Den nye U-16 træner Troels har en enorm erfaring inden for kvindefodbold, hvor han har trænet rigtig mange hold bl.a. på jyllandsserieniveau.

Første træning efter sommerferien er 1/8 2017