To nye spillere til BSF

0
2122

Klubnyt | Af Ballerup-Skovlunde Fodbold

Trænerstaben omkring 3F Liga holdet i BSF arbejder i øjeblikket på højtryk for at få sammensat holdet til den kommende sæson, og i den sammenhæng er det med stor glæde at kunne meddele, at Amalie Thestrup og Chirine Lamti har valgt at fortsætte deres fodboldkarriere i Ballerup-Skovlunde.

22-årige Amalie Thestrup har i fire sæsoner været i Brøndby IF, hvor det bl.a. er blevet til en del 3F Liga kampe samt optrædener i Champions League, inden hun før den netop afsluttede sæson blev udlånt til Vejle Boldklub, hvor hun har været en profil senest i 3F Ligaens slutspil.

”Ovenpå nogle gode år i Brøndby samt senest et rigtig fint ophold i Vejle, så skulle der ske noget nyt for mit vedkommende, og BSF var et oplagt match for mig. Der er sket mange spændende ting i BSF, og det er et ungt og interessant hold, som jeg bliver en del af,” udtaler Amalie Thestrup.

”Jeg er stadigvæk ung, men i BSF vil jeg være en af de mere erfarne spillere, så jeg skal ind og bidrage med noget andet og i en anden rolle, end jeg har været vant til. Jeg ser frem til at udvikle mig på banen, men også på det mentale plan som leder og en af de spillere, der skal gå forrest,” tilføjer den nye BSF spiller.

Chirine Lamti har ligeledes valgt at fortsætte fodboldkarrieren i BSF, efter et halvt år i Greve Fodbold i 1. division, hvor hun startede op efter en pause fra topfodbold. Ligesom Amalie Thestrup, har Chirine Lamti også flere år fra både U18DM og 3F Liga truppen i Brøndby IF på sit CV.

”Jeg har fået blod på tanden og nye ambitioner, og de ambitioner og krav som jeg har, dem kan BSF matche. Jeg ser BSF som et sted, hvor jeg kan tage det næste skridt i min udvikling, både som fodboldspiller og på det rent fysiske plan,” siger Chirine Lamti.

”Jeg har haft gode snakke med Thomas Maale, som jeg fra Københavns Idrætsefterskole hvor jeg havde Thomas, kender og husker som en utrolig dygtig træner. Jeg glæder mig til at tørne ud for BSF og spille 3F Liga fodbold igen,” afslutter 22-årige Chirine.

Amalie Thestrup og Chirine Lamti har begge i deres karriere optrådt for det danske U16, U19 og U23 landshold.