17-årige Signe Baattrup skal spille 3F: Jeg er virkelig spændt

0
2431

Signe Hansen Baattrup er kun 17 år, men efter sommerferien skal hun spille med nogle af de bedste spillere i Danmark på 3F-holdet i KoldingQ. FODBOLD FOR PIGER har snakket med Signe om hvilke tanker hun har gjort sig omkring sit skifte.

Af Solveig Valbjørn

Signe Hansen Baattrup har over sommeren taget en af livets store beslutninger. Hun skifter nemlig det trygge miljø på U18 DM-holdet i Team Viborg ud med tilværelsen på et af Danmarks bedste 3F-hold, KoldingQ. Det gør hun for at sikre, at hun kan fortsætte sin udvikling som fodboldspiller:

“Det har altid været vigtigt for mig, at jeg føler jeg udvikler mig. Tilbuddet om at blive en del af en 3F trup var en oplagt mulighed for at få nye udfordringer fodboldmæssigt. Det er selvfølgelig svært at sige farvel til en klub, som jeg har været rigtig glad for, men jeg ser et klubskifte som en rigtig god mulighed for at fortsætte min udvikling på fodboldbanen,” fortæller Signe.

Signe begyndte i Marienhøj IF, hvorefter hun skiftede til AC Silkeborg, og senest Team Viborg.

Fra ungdomsspiller til seniorspiller

Selvom Signe har spillet elitefodbold i mange år, så skal hun nu vænne sig til at spille sammen med spillere, der kan være over 10 år ældre end hende selv. Derudover skal hun også spille både med og mod de bedste spillere i Danmark i 3F-ligaen. Signe fortæller, at hun vælger at tage disse forandringer, som de kommer:

“Jeg tror der er en lang række parametre, som adskiller seniorfodbold fra ungdomsfodbold. Blandt andet må tempo, fysik og forventningerne til spillere være anderledes end det jeg har været vant til. Derudover dækker senior-begrebet jo også over at mine holdkammerater nu ikke kun er på min alder. Jeg tror, at det kommer til at handle om tilvænning, og det må jeg tage som det kommer.

Signe drømmer en fodboldkarriere i udlandet – her ses hun i kamp for sin tidligere klub Team Viborg.

“KoldingQ er den rigtige klub for mig”

KoldingQs 2. hold har netop formået at rykke op i 1.division, og klubben er dermed repræsenteret i landets to bedste kvindelige rækker. Dette nævner Signe også som en kvalitet ved klubben, da vi spørger hende, hvorfor hun valgte KoldingQ:

“KoldingQ tog kontakt til mig efter forårssæsonen. Under et møde med den nye cheftræner for 3F og klubbens sportschef blev en lang række af klubbens principper præsenteret for mig. For et eksempel lægges der i KoldingQ stor vægt på individuel udvikling og disse principper var rigtig interessante. KoldingQ har også både et hold i 3F ligaen og 1. division og samtidig med, at der er en stor tro på mine evner i klubben, så blev jeg overbevist om, at Kolding var den rigtige klub for mig,” lyder det fra det offensive talent, der til sidst tilføjer:

“Jeg er virkelig spændt på niveauet og tempoet. Derudover er det jo et kæmpe stort mål der bliver indfriet når jeg har spillet min første 3F-liga kamp og det bliver bare mega fedt.”