De danske EM-kvinder er blevet et tv-hit. Hele 480.000 seere så med hos DR1, da Danmark søndag sensationelt slog Tyskland ud af kvartfinalen ved EM i Holland.
Seertallet nåede endda helt på 710.000 kort før slutfløjtet på kampen, som Danmark vandt 2-1. Det viser tal fra Gallup TV-meter, skriver Ritzau.
Kampen blev spillet kl. 12 søndag, og at interessen er stor, understreges af, at den var udsat fra lørdag aften, hvor et heftigt regnvejr satte en stopper for kampen. Den direkte transmission fra stadion i Rotterdam lørdag aften, hvor DRs reportere og eksperter i to timer rapporterede om kampen med regnmasserne, blev i øvrigt fulgt af hele 501.000 seere.
“At samle 480.000 seere til en kvindelandskamp søndag middag og endnu flere lørdag aften, selv om der ikke blev spillet, er ganske imponerende set fra et tv-analytisk synspunkt,” siger medieforsker ved DR Jakob Vikær Hansen.
Semifinalen mellem Danmark og Østrig vises torsdag kl. 18.00 på TV2.