Det danske fodboldkvinders succes ved EM har fået danske tv-stationer til at skrue ekstra op for EM-dækningen. TV2 sendte f.eks. en halvanden times optakt til torsdagens EM-semifinale, hvor Danmark spillede sig videre til EM-finalen med en sejr over Østrig.
Men den massive dækning på TV2 vil ikke blive fulgt op af en løbende dækning af landets bedste fodboldrække 3F Ligaen, der har sæsonpremiere om en uge. Det oplyser udviklingschef Allan Hvid fra TV2 Sport til TV2 Fyn:
”Den danske 3F Ligaen har ikke et lige så højt niveau, som det fodbold vi ser her til EM. Og derfor er det ikke relevant for TV2 Sport at lave nogen fast dækning af 3F Ligaen,” siger Allan Hvid til TV2 Fyn.
Udviklingschefen uddyber, hvorfor kvindelandsholdet er mere interessant TV-mæssigt end 3F Ligaen:
”Kvindelandsholdset har store profiler nu. Stjerner og udenlandske professionelle, som er nogle af de bedste i Europa. Det er ikke alle kampene hjemme i 3FLigaen, der kan matche det,” siger han.
Allan Hvid forventer dog, at dansk kvindefodbold generelt vil få gavn af den medieinteresse, som er blevet skabt under EM:
”Jeg er sikker på , at kvindefodbolden i Danmark vil få mere opmærksomhed nu, hvor landsholdet igen har klaret sig godt. Men en fast dækningen af 3F Ligaen kræver også, at der kommer bedre rammer om kvindefodbolden,” siger Allan Hvid til TV2 Fyn.
I gennemsnit blev forårets slutspil i 3F Ligaen overværet af 151 tilskuere pr. kamp, mens grundspillet trak 133 tilskuere i gennemsnit, ifølge tal fra DBU.