Caroline Møller om A-landsholdsudtagelse: Det er overvældende

0
4007

Caroline Møller Hansen er kun 18 år gammel, men hun er alligevel en del af den trup, der skal repræsentere Danmark i A-landsholdets testkamp mod Holland den 15. september. FODBOLD FOR PIGER har snakket med den talentfulde angriber:

Af Solveig Valbjørn

Den kun 18-årige Fortuna-spiller Caroline Møller Hansen fik søndag en af de bedre overraskelser, da landstræner Søren Randa-Boldt ringede for at fortælle hende, at han havde udtaget hende til A-landsholdets testkamp mod Holland den 15. september – og udtagelsen er den unge offensive spiller meget stolt af:

“Jeg blev selvfølgelig helt vildt overvældet og overrasket over, at jeg pludselig er nået så langt og de ville give mig chancen på A-landsholdet. Udtagelsen betyder, at jeg er ved at komme et skridt længere i min karriere. Jeg håber selvfølgelig, at de vil give mig chancen for at komme ind og vise, hvad jeg kan bidrage med,” siger Caroline.

Caroline Møller Hansen var sammen med holdkammeraten Signe Bruun den store overraskelse, da kvindelandsholdet nye træner Søren Randa-Boldt i går offentliggjorde truppen til revanchekampen mod Holland. Udover de to unge Fortuna-talenter, består truppen også af profiler som Pernille Harder og Nadia Nadim, og derfor ved Caroline Møller Hansen godt, at hun skal ind og kæmpe for en plads på holdet:

“Jeg forventer, at det bliver en god kamp og at pigerne får muligheden for at vise, at de fortjente at få den guldmedalje med hjem fra Holland. Derudover håber jeg, at jeg bliver udtaget til at være en del af de 18 spillere, der skal kæmpe om en plads i start 11’eren.“

Tre dage inden udtagelsen til A-landsholdet var Caroline Møller Hansen blevet udtaget til U23-landsholdets træningskamp mod Finland, og derudover har hun masser af erfaring fra både U16, U17 og U19-landsholdet. Derfor er Caroline Møller Hansen heller ikke i tvivl om, at hun har meget at bidrage med både på og udenfor banen på kvindelandsholdet:


“Uden for banen kan jeg vel altid bidrage med mit gode humør og lidt sjov og ballade. På banen kan jeg bidrage med noget lækkert spil og udfordre deres bagkæde,” fortæller Caroline til FODBOLD FOR PIGER.