At være Fodboldpige på Lyngs Idrætsefterskole

0
3743
Billedtekst: Fra venstre: Amalie Midholm Gravesen, Louise Aagaard Mose, Ida Fuglesang Larsen, Katrine Kristensen Skadehauge, Sidse Marie Østergaard Nielsen, Rikke Søndergaard.

Hvordan er det egentlig at være fodboldpige på Lyngs Idrætsefterskole? Vi satte os ned med seks af pigerne fra fodboldlinjen til en snak om livet på Lyngs. Man kan opleve Lyngs Idrætsefterskole når skolen holder åbent hus i forbindelse med Efterskolernes Dag, den 24. september fra kl 13 til 17.

De seks piger, Amalie, Louise, Ida, Katrine, Sidse og Rikke fortæller ivrigt om, deres oplevelse af skolen. Hvad de synes om fodbolden, trænerne, efterskolen og hvad de mest glæder sig til i det kommende år.

Hvorfor valgte I fodbold på Lyngs?
Amalie: “Mine søskende har gået her, men også fordi det var en mulighed for at komme ud af sine vante omgivelser og lære nye at kende.”

Louise: “Jeg valgte det, fordi Keld, (Red: Cheftræner på Lyngs) har trænet mig før, så jeg vidste, at der ville være god fodbold heroppe.”

Ida: “Jeg kunne rigtigt godt lide det faktum, at man på Lyngs prioritere pige fodbold lige så højt som drenge fodbold.”

Katrine: “Jeg valgte Lyngs fordi niveauet er rigtigt højt, og fordi trænerne er højt uddannet. Derudover er det fedt, at både 2. og 3. holdet også bliver trænet seriøst.”

Sidse: “Jeg synes de virkede ekstra engagerede i pigefodbold frem for de andre skoler jeg overvejede.”

Rikke: “Min søster gik her, men jeg har også altid hørt en masse godt om fodbolden her. At de prioriterer pigefodbolden, de gode faciliteter og erfarne trænere.”

Hvad synes I om træningen?
Rikke: “Her er rigtigt gode trænere, vi arbejder med mange forskellige ting og de har meget fokuseret på vores udvikling.”

Sidse: “Der er knald på til alle træninger. Det er altid hårdt og vi bliver både bedre til vores plads og til at spille sammen som hold.”

Katrine: “Det gode ved træningen her, er at man udvikler sig både individuelt og som hold.”

Ida: “Det er fedt at mærke, at mærke at hver træning er planlagt, og at der bliver gjort noget ud af det. De tager det seriøst.”

Louise: “Det er virkelig godt, at vi er opdelt efter niveau til træningen. Det betyder alle kan blive bedre, uanset hvilket niveau de er på.”

Amalie: “Hver eneste træning er seriøs, man skal præstere hver gang, man skal udvikle sig hver gang. Det er fedt!”

Hvad synes I om Lyngs?
Amalie: “Jeg synes, det er en god skole, de har nogle gode faciliteter og gode lærer, som går op i eleverne.”

Louise: “Man føler sig virkelig en del af fællesskabet, fordi det ikke er så stor en skole. Man kommer til at kende alle rigtigt godt.”

Ida: “Jeg kan godt lide, at lærerne vil være i øjenhøjde med os. De kan finde ud af både at lave fair regler og være en del af fællesskabet.”

Katrine: “Jeg synes, at det er rigtigt godt, at de tager hensyn til det hele af os. De går op i os som spiller, elev og som den person vi er privat.”

Sidse: “Der er et rigtigt godt fællesskab på de forskellige hold, men også på tværs af linjerne fordi vi har undervisning og valgfag på kryds og tværs.”

Rikke: “Lyngs er noget helt særligt, på kun fem uger, har vi allerede et stærkt fællesskab, det er rigtigt godt.”

Hvad glæder I jer til?
Rikke: “Selvom jeg er fodboldpige, glæder jeg mig faktisk til gymnastikopvisningerne. Jeg tror det bliver en rigtig særlig og stor oplevelse at få sammen.”

Sidse: “Jeg glæder mig til skiferien, fordi det er altid sjovt at stå på ski, så det bliver jo kun ekstra godt af at være afsted sammen med sine kammerater.”

Katrine: “Jeg glæder mig meget til Playitas. Vi får mulighed for, at dyrke en masse anderledes sport og bo sammen med vores venner.”

Ida: “Jeg tror musical ugen bliver fed, fordi vi kommer til at lave noget helt andet end vi er vant til. Det er også en mulighed for, at arbejde sammen med nogen, vi normalt ikke går i klasse eller spiller fodbold med.”

Louise: “Hvis vi kommer til DM, glæder jeg mig til det. At komme ud og virkelig vise, hvad vi kan.”

Amalie: “Jeg glæder mig faktisk rigtigt meget til jul. Det bliver så hyggeligt at hænge ud med sine venner i den mørke tid og rigtigt hygge.”

Fakta:

  • Amalie Midholm Gravesen, Spiller i FC Thy U18 DM, bor i Nors
  • Louise Aagaard Mose, Spiller i Lemvig GF Liga 1, bor i Lemvig
  • Ida Fuglesang Larsen, Spiller i Lemvig GF Liga 1, bor i Struer
  • Katrine Kristensen Skadehauge, Spiller i FC Thy U18 DM, bor i Frøstrup
  • Sidse Marie Østergaard Nielsen, Spiller i Morsø FC Liga 2, bor i Nykøbing Mors
  • Rikke Søndergaard, Spiller i Vildbjerg U18 DM, bor i Vildbjerg
  • Lyngs Idrætsefterskole ligger på Thyholm 300 meter fra en station.
  • Der er 124 elever på skolen, som udvides til 132 elever i 18/19
  • Skolen har tre linjer: Fodbold, Håndbold og Spring – Rytme