Fremgang over hele linjen hos B73

0
2239

Det blev et wake up call for B73 i Slagelse da en stor gruppe talenter i 2015 skiftede til en klub med et bedre elite-set up. Siden har klubben arbejdet på at løfte niveauet, og nu bærer indsatsen frugt. Senest har klubbens U15- og U16-piger kvalificeret sig til pokalsemifinalerne. Klubbens sportschef skriver her om udviklingen:

Af Dennis Holm, sportschef kvinde/pige, B73

I foråret 2015 valgte en flok af B73’s talenter at rejse til Herlufsholm for at få øget træningsintensitet, og fordi de her havde et bedre elite-setup omkring ungdomsfodbolden på pigesiden. Dette sammen med andre ting blev et wakeupcall for B73, der sommeren efter gearede gevaldigt op på pigesiden med ansættelsen af A-licens træner Jimmy Schumann, samt en øget fokus på at uddanne de trænere der allerede var i klubben. Der var heldigvis også en flok dygtige trænere og piger, der stadig var i klubben, og deres hårde arbejde sammen med de nye tiltag er nu ved at bære frugt.

En stor del af de piger der rejste i 2015 er vendt tilbage, og forleden viste pigerne så på banen at magtbalancen igen er skiftet. U16 pigerne var på besøg i netop Herlufsholm, der til daglig spiller en række under Slagelse pigerne, for at kæmpe om en plads i semifinalen i DBU’s U16 pokalturnering. Kampen endte 2-4 til Slagelse, der startede lidt halvsløjt men langsomt gearede op og var foran 1-4 kort før tid før HG fik pyntet på resultatet. U16 holdet spiller til daglig i den højeste pigerække i landet, og her klarer de sig rigtig flot med en nuværende placering som 3. bedste pigehold øst for Storebælt, kun etablerede pigeklubber som B93 og Brøndby er bedre placeret. Det betyder også at ungdomslandstrænerne igen så småt begynder at kigge mod Slagelse, og forhåbentlig er de inden længe igen repræsenteret på et af DBU´s udvalgte hold.

I forrie uge var det U15 pigerne der spillede sig i pokalsemifinalen, med en sejr på 0-6 mod Herlev IF. U15 holdet er piger fra årgang 03 med et par fra 04, og en stor del af disse spillere var sidste år en del af U14 holdet der spillede i den bedste række, hvor matchningen mod de bedste pigespillere virkelig har givet noget ballast. – også U15 spiller i landets bedste række, denne er dog en bredderække, så til daglig spiller de bedste 03’ere og 04’ere med på U16 holdet.

Så vidt vides er det ikke før sket at B73 har haft både et U15 og et U16 hold med blandt de 4 sidste i deres rækker i pokalturneringen,  hvilket er skabt via hårdt arbejde og sammenhold over hele linjen, semifinalerne spilles i det nye år.

Også på U11 og U13 har der været stor fremgang at spore, antallet af spillere er eksploderet siden sommer, og begge årgange har nu hold i de bedste rækker hvor de bliver matchet meget bedre. Der er dog også vigtige breddehold, så spillere der ikke har spillet så meget før, kan få et hold der matcher dem at spille på.