FC Nordsjælland satser stort på kvindefodbold

0
3651

FC Nordsjælland vil skabe et af de bedste kvindehold i Danmark. I første omgang starter klubben et fodboldakademi for piger og satser på at få U18 DM-licens fra sommeren 2018

Af Steen Trolle

U18 DM liga i 2018, 3F Liga i 2019 og Champions League i 2023.

Ambitionerne er tårnhøje i FC Nordsjælland, som nu vil satse på kvindefodbold. Klubben, der lige nu fører superligaen, starter i sommeren 2018 et fodboldakademi for piger, samtidig med, at klubben satser på at få et hold med i den bedste danske ungdomsrække, U18 DM ligaen. Det skal være springbrædtet til, at FC Nordsjælland allerede året efter får licens til 3F ligaen.

”Vores investering i pige- og kvindefodbold vil byde på et setup, som ikke er set før på disse breddegrader. På toppen af kransekagen vil vi bringe Champions League til Farum, Furesø Kommune og Nordsjælland inden 2023, og vi forventer at gøre det jævnligt derefter. Men under det, ligger vores hjerteblod i form af en akademimodel, hvor talentfulde og ambitiøse piger skal have samme mulighed for at udvikle sig, og forfølge deres drømme og ambitioner, som drengene i FCN har haft i årevis.” sagde FC Nordsjællands direktør Søren Kristensen på et velbesøgt pressemøde torsdag eftermiddag på FC Nordsjællands hjemmebane, Right To Dream Park.

Den ambitiøse fodboldklub vil på bare tre år spille sig op blandt de to bedste hold i 3F Ligaen. Det skal ske med et hold, som består af danske talenter og spillere fra FC Nordsjælland-ejeren Right To Dreams fodboldakademi i Ghana.

FC Nordsjælland præsenterede sine planer ved et velbesøgt pressemøde i Restaurant Sepp på FC Nordsjællands hjemmebane Right To Dream Park. Foto: Steen Trolle

Dobbeltkampe med 3F- og superliga

Right To Dream Park bliver hjemmebane for det kommende storhold, og direktør Søren Kristensen drømmer om 3F Liga-kampe med tusindvis af tilskuere.

”Jeg tror på, at en 3F-kamp i Farum om fem år vil blive spillet for et stadion, der er fyldt godt op. I dag har vi i gennemsnit 3500 til vores superligakampe. Det tal håber vi selvfølgelig vil vokse de kommende år, og vi har en ambition om at gøre som i håndbold, hvor der spilles dobbelt-pas, dvs. at herre- og kvindeholdet spiller samme dag, så man som tilskuer kan to kampe i forlængelse af hinanden. Det vil skabe større opmærksom om kvinderne og skabe nogle fodboldoplevelser, med bred apeal til familierne,” siger Søren Kristensen til FODBOLD FOR PIGER.

Brøndbychef i spidsen for fodboldsatsning

Til at indfri de store ambitioner har FC Nordsjælland hyret Christian Taylor, som indtil for få dage siden var kommerciel chef for Brøndbys 3F-kvinder. Han får nu titel af Head of Women Football i FC Nordsjælland og ser store muligheder i det nye projekt.

”Det her er den største og mest ambitiøse satsning indenfor dansk pige- og kvindefodbold, og jeg kan med sikkerhed sige, at dette vil være med til at rykke dansk kvindefodbold både på den korte bane, men i særdeleshed også på den lange bane,” siger Christian Taylor.

“Pigefodbolden har i mange år haft brug for, at nogen ville tage talentudviklingen alvorligt ved at give pigerne samme muligheder som på drengene har herhjemme, og det er netop på her, at dette projekt kommer til at adskille sig markant fra det, vi ser rundt omkring i Danmark og de fleste steder i Europa,” siger han.

Søger U18 DM-licens til marts

Opbygningen af den nye pige-kvindeafdeling skal ske i tæt samarbejde med Farum Boldklub og med FC Nordsjællands samarbejdsklubber i regionen. Det er planen at etablere et elitecenter for de bedste piger i Nordsjælland, som samtidig bevarer kontakten til deres lokale klub. Samtidig skal FC Nordsjælland dog allerede nu til at samle en trup af spillere, så klubben kan sende en ansøgning om U18 DM-licens til marts 2018. Det skal ske med afsat i Farum Boldklubs U18 hold, som lige nu spiller U18 Pige 1, pulje 1.

”Vi vil gerne lave samarbejder med alle klubber i området. Det her er bestemt ikke tænkt som en krig mod de lokale klubber. Vi vil samarbejde om talentudvikling, og vi tror også på, at det her projekt er så spændende, at vi vil kunne trække spillere til fra hele landet,” siger Christian Taylor.

Der er kamp om U18 DM-licenserne. Hvad gør I, hvis I ikke får licens i 2018?

”Så må vi jo vente et år. Men det er bestemt ikke planen og målet,” siger Christian Taylor.

Med på pressemødet var også Furesø Kommunes borgmester, Ole Bondo Kristensen. Han er begejstret for de nye planer. Foto: Steen Trolle