Delaftale på plads: Spillerne klar til Kroatien-kamp

0
1472

Kvindelandsholdet er klar til at spille tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Kroatien. DBU og Spillerforeningen har indgået en delaftale, som betyder, at Kroatien-kampen kan spilles og forhandlingerne om en ny, permanent løn- og arbejdstidsaftale kan fortsætte straks efter. FIFPro og UEFA indtræder samtidig som mæglere i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale.

I DBU er elitechef Kim Hallberg glad for, at spillere møder ind og er klar til kamp:

”Den sidste tid har handlet alt for meget om konflikt – det har skadet Kvindelandsholdet og alle os, der hepper på dem. Nu har vi fuldt fokus på fodbold og forberedelserne til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien på tirsdag. Vi glæder os til at træne og spille kamp,” siger han i en pressemeddelelse, som blev udsendt fredag formiddag af DBU og Spillerforeningen i fællesskab.

Her udtrykker spillerne også tilfredshed efter omstændighederne:

”Det er vigtigt, at vi nu har fået en delaftale på plads, der gør det muligt at spille VM-kvalifikationskampene, og som samtidig betyder, at vi fra begge lejre har givet tilsagn om at forhandle videre og få en kollektiv aftale plads snarest,” siger Pernille Harder, landsholdsanfører.

Landsholdsspillerne samles omkring middagstid og træner sammen på BSF’s baner i Ballerup senere i eftermiddag.