19-årige Maria Thomsen skal spille topfodbold i Sverige

0
1717

Odense Q-spilleren Maria Thomsen skifter 3F Ligaen ud med svensk topfodbold i Damallsvenskan for LB07.

Af Solveig Valbjørn.

Odense Qs viceanfører Maria Thomsen er kun 19 år gammel, og nu skifter hun de trygge rammer på Fyn ud med nye udfordringer i det svenske. Hun har nemlig skrevet kontrakt med LB07, der til dagligt gør sig i den bedste svenske liga, Damallsvenskan. Og det føles godt, fortæller Maria Thomsen, der glæder sig til at blive at spille på et højere niveau:

“Jeg er en glad pige. Jeg har længe haft et ønske om at prøve mig af i udlandet, og jeg glæder mig til de udfordringer og oplevelser, der venter mig i LB07.”

“Damallsvenskan er en meget stærk liga med en masse gode spillere, så det bliver en stor og spændende udfordring at tilpasse mig det niveau. Det glæder jeg mig rigtig meget til,” siger Thomsen til Odense Qs egen hjemmeside.

Maria Møller Thomsen i kamp for Odense Q. Foto: Iver Tidemand.

Vil savne Odense Q

Maria Thomsen har været utroligt glad for tiden i Odense Q, og derfor bliver det også hårdt at tage afsked med holdkammeraterne:

“Jeg har været utroligt glad for at spille i Odense Q. Jeg har kunnet trænet rigtig meget og fået en masse spilletid på højt niveau, hvilket helt sikkert har gavnet min udvikling. Og så har jeg spillet sammen med en masse dygtige holdkammerater, som jeg har sat enormt stor pris på.”

“At sige farvel til pigerne bliver nok noget af det hårdeste. De har været en slags ’second family’ for mig, både spillerne og folkene omkring holdet. Jeg har været virkelig glad for at være en del af holdet i Odense Q, og det har altid været en kæmpe fornøjelse at komme i klubben og være sammen med pigerne. Det kommer jeg til at savne,” lyder det fra Maria Thomsen.