Nyt trænerteam til Herlufsholms 1. divisionskvinder

0
1103

35-årige Thomas Rune skal fremover stå i spidsen for Herlufsholms 1. divisionskvinder som cheftræner. Han får følgeskab af Martin Rowland Sørensen, som han har arbejdet sammen med i mange år. De to afløser cheftræner Steen Hansen og assistent Jan Faber, som har valgt at gå nye veje efter efterårssæsonen.

“Projektet i Herlufsholm er simpelthen for spændende til, at jeg bare kunne sige nej og lægge trænergerningen i haveskuret, som det ellers var planen,” fortæller Thomas Rune, som ellers havde besluttet sig for at holde en trænerpause, efter at han stoppede som træner for FK Sydsjællands serie 1-herrer.

“Jeg ser meget potentiale i holdet, og jeg glæder mig til at komme i gang med træningen, for jeg har selvfølgelig også nogle ideer, jeg gerne vil have arbejdet ind i spillerne, så der er nok at gå i gang med før sæsonstart. Men det bliver helt sikkert sjovt,” siger han.

Vil være boldbesiddende

Den nye chetræner vil vente med en større programerklæring, til han har trænet spillerne et stykke tid. Han løfter dog lidt af sløret for den fodboldfilosi, som han vil praktisere som 1. divisionstræner:

“Jeg vil gerne have, at vi er et boldbesiddende hold med mange kræfter og stor energi. Og så har jeg stort fokus på den fase af spillet, hvor vi ikke har bolden. Det er jo ofte en stor del af en fodboldkamp, hvor modstanderne har bolden, og dét synes jeg er en spændende del at arbejde med; altså hvordan vi griber det an, placerer os på banen, og hvordan vi agerer”.

Thomas Rune glæder sig over, at det er lykkedes at få Martin Rowland Sørensen med som assistenttræner.

“Det er meget vigtigt for mig, at jeg kan stole på de mennesker, jeg har omkring mig, så jeg er meget glad for, at Martin har sagt ja til rollen som assistenttræner. Han har mange kvaliteter, som jeg sætter pris på,” siger Thomas Rune.

Kom til åben træning

Træningen for 1. divisionskvinderne begynder 9. januar klokken 18.30 – og hvis nogen har lyst til at vise sig frem og spille sig til en plads i 1. divisionstruppen, så er der åben træning de første par uger.

Hvis man vil vise støvlerne og talentet frem, er man velkommen til at tage fat i enten Thomas Rune på telefon 22337284 eller Martin Rowland Sørensen: 61283989.