Julie Madsen fra AaB til træning i Chelsea

0
2275

Julie Madsen fra AaB’s U18 DM hold deltog i uge 8 i træningen i ungdomsafdelingen hos Chelsea Ladies FC.

Af Jan Andersen, AaB

KLUBNYT

Træningen fandt sted på Cobham Training Ground, og Julie fortæller: ”Det var vildt fedt at få lov at træne med og en kæmpe oplevelse. Pigerne jeg trænede med havde et højt teknisk niveau, og spillet gik meget hurtigt, og der var høj intensitet i hele træningen”.

Julie kontaktede Chelsea i januar for at høre, om hun måtte træne med i forbindelse med, at hun skulle på ferie med familien i London i uge 8. ”Det var nu ikke fordi, at det var bare sådan lige at få lov til. Først skulle jeg sende en hel del videomateriale, så de var sikre på, at jeg havde niveau, og da det var blevet godkendt skulle jeg igennem en 8 siders lang lægeerklæring”.

Morten Klessen, som er sports- og talentudviklingschef i AaB, var i dialog med Chelseas Head of Player Development i hele forløbet. Morten fortæller: ”Det har været utroligt professionelt grebet an af Chelsea, og jeg har hele vejen igennem været informeret fra Chelseas side, så vi vidste, hvad der foregik”.

Julie fortæller, at hun hele tiden har haft et godt øje til engelsk fodbold, og at hun ikke er blevet mindre begejstret efter at have trænet med i en engelsk topklub. ”Jeg er imponeret over den måde, som pigefodbold bliver prioriteret på – det savner jeg nogle gange i Danmark. Faciliteterne i Chelsea var også helt fantastiske. Da jeg kom ind på anlægget, var det nærmest som at være i en hel by af fodboldbaner og fodboldfaciliteter”.

På spørgsmålet om, hvad Julie tænker om egen fodboldfremtid, er der ingen tvivl: ”Jeg vil fortsætte med at spille i AaB, hvor jeg synes, at vi har et rigtig godt træningsmiljø med fokus både på fodbolden og på den sociale del. Jeg håber på at kunne blive ved med at udvikle mig, så jeg har mulighed for at realisere mine drømme – både klubmæssigt og på landshold. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve kræfter af i udlandet på et tidspunkt”.

Morten Klessen fortæller, at AaB gennem længere tid har arbejdet på netop at få etableret talentsamarbejder med engelske klubber: ”Chelsea vil gerne se Julie igen og med den positive tilbagemelding, vi har fået, er jeg ikke i tvivl om, at det kommer til at få betydning for det, som vi arbejder på i AaB”.