En stærk defensiv og nogle hurtige kontraer. Det var succesopskriften, da Ballerup-Skovlunde Fodbolds (BSFs) bedste U15-piger søndag åbnede forårssæsonen i 1. division Øst med en 1-0-sejr ude over Hillerød.
Hillerød er blandt favoritterne til at snuppe guldet og derfor var BSF-træner Martin Bech mere end tilfreds med de tre point, som blev sikret med et mål af Josefine Krum efter ca. 25 minutter:
”Hillerød var favoritter i dag, men vi vinder, fordi vi på forhånd vidste, hvad de ville komme med. Vi kender jo Hillerød fra mange indbyrdes kampe, og flere af pigerne kender hinanden fra DBU-sammenhænge, så vi havde snakket om at møde dem med en tæt og hård defensiv og så prøve at tage nogle chancer på kontra, og det lykkedes,” siger Martin Bech.
BSF har ellers fokus på at styrke sit pasningsspil, men ifølge Martin Bech var forholdene i Hillerød ikke til det polerede fodbold:
”Banen var ujævn, så derfor valgte vi at vende tilbage til nogle af de gamle dyder med en stærk defensiv,” siger Martin Bech.
BSF har forud for sæsonen fået tilgang af flere nye spillere, og det lønnede sig i dagens kamp, siger BSF-træneren:
”Vi har fået større bredde og dermed flere strenge at spille på. Vi har en rigtig god trup og arbejder stenhårdt på at udvikle holdet, og jeg ser frem til en rigtig spændende sæson, hvor der venter nogle tætte kampe,” siger Martin Bech.
BSF møder i næste weekend GS Elite, mens Hillerød skal spille mod Brøndby på udebane.
I de to øvrige kampe i U15 Piger 1. division Øst vandt Brøndby 7-1 ude over BSV, mens Elite Bornholm slog GS Elite 1-0.
Se flere billeder fra kampene HGI-BSF og BSV-Brøndby på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.