DBUs U14 Øst-piger fik sejr med hjem fra Sverige

0
1017
Maria Thomsen fra Brøndby scorede to mål og blev kåret til dagens spiller. Foto: Steen Trolle
Maria Thomsen fra Brøndby scorede to mål og blev kåret til dagens spiller. Foto: Steen Trolle

Der var dansk sejr, da DBUs U14 Øst-samling mandag aften testede formen mod den sydsvenske klub Eskilsminnes bedste piger i årgangene 97 og 98.

Det danske hold, som består af udvalgte piger fra københavnske og nordsjællandske klubber, vandt 3-1 på to mål af Brøndbys Maria Thomsen og 1 mål af BSVs Fatma N ur Altay. Kampen blev afviklet i sol, regn, hagl og en strid blæst, og fra starten af første halvleg gjorde en ondskabsfuld regnbyge sit til at slå DBU-pigernes sammenspil i stykker. Men da de havde spillet sig varme, så sad danskerne på kampen, hvor de i 2. halvleg var svenskerne overlegne.

”Vi var tøvende i første halvleg, hvor tempoet var for lavt og hvor der ikke blev ofret nok. Det snakker vi om i pausen, og så er det jo et helt andet hold, der kommer på banen. Jeg synes, vi spiller en rigtig god 2. halvleg, hvor vi går meget længere op på banen, tør spille og reelt holder dem fra chancer, bortset fra en enkelt chance 20 sekunder før tid, som de brager ind til 1-3,” siger DBUs U14 Øst-træner Thomas Rasmussen.

Amalie Toft Lausbak fra BSV

Udlandskamp modner spillerne

Eskilsminne ligger i udkanten af Helsingborg, og pigerne og mange forældre havde været et par timer undervejs, inden holdet skulle mødes fem kvarter før kampstart. Lidt besværligt måske, men som Thomas Rasmussen forklarer, har det stor værdi at spille en kamp udenfor landets grænser:

”Det betyder noget, at man skal væk. Selv om det kun lige er 20 minutter med færgen, så det at møde nogle andre spillere, en anden spillestil osv., er med til at modne pigerne. Vi har efterhånden gjort det til en tradition at spille en kamp i Sydsverige, og vores erfaring er, at det giver spillerne rigtig meget. De får en erfaring, som de kan bruge, hvis de en dag står i en landskamp i udlandet. Mange af dem har prøvet af være på udlandsture med deres klubhold, men det er helt noget andet, når man skal spille i udlandet med et sammensat hold,” siger Thomas Les Rasmussen.

Fatma Nur Altay scorede til 3-0.

Nu skal der vælges spillere fra

Det var næstsidste gang, at pigerne var samlet i DBU Sjælland Øst, inden der i starten af maj skal udtages et hold, som skal til Vildbjerg i pinsen og spille mod de øvrige fem DBU U14-samlinger fra Sjælland Vest, Fyn og Jylland. Derefter udvælges en U15-trup for hhv. Øst- og Vest-Danmark, som i løbet af 2012-2013-sæsonen skal skæres ned til en bruttotrup for U16 landsholdet.

”Næste gang til træning sætter vi navne på dem, der skal til Vildbjerg og dem, der enten ikke skal videre eller – for nogle af de yngstes vedkommende – skal tage endnu et år i DBU U14 Sjælland Øst, for at se hvordan de udvikler sig,” forklarer Thomas Les Rasmussen, som tilføjer, at ”det er nu, vi har de lange briller på”:

”Nu handler det ikke om de næste to måneders udvikling. Nu handler det om at udvælge de spillere, som vi tror har potentiale til på sigt at udvikle sig til A-landsholdsspillere,” siger han.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

 

DBU U14 Sjælland Øst-holdet som mandag slog svenske Eskilsminne.