Kolding Q tog vigtig sejr i Aarhus: Bronzemedaljerne er fuldstændig åbne

0
1938

Kolding Q ligger nu nummer tre i 3F Ligaens slutspil, efter de vandt en tæt kamp på udebane mod VSK Aarhus. På den anden side af Storebælt tabte BSF med hele 5-1 til Brøndby, og dermed er kampen om bronzemedaljerne fuldstændig åben med tre spillerunder tilbage.

Af Martin Vestergaard Jensen

Lotte Troelsgaard var ikke i tvivl. Dagens kamp for Kolding Q var meget vigtig i deres kamp for bronzemedaljerne, og det krævede en sejr i Aarhus. De to hold har spillet tætte kampe hele sæsonen, og dagens kamp var bestemt ikke en undtagelse, men det blev dog gæsterne fra Kolding, der trak det længste strå.

VSK havde ellers en stor chance for at bringe sig foran i opgøret, da de fik tilkæmpet sig et straffespark, men den danske landsholdskeeper Stina Lykke reddede sparket.

Efter en hård og intensiv fight blev kampens eneste mål scoret efter 65 minutter, hvor Signe Boysen bragte gæsterne fra Kolding Q foran med 1-0, som også blev kampens resultat.

BSF tabte stort til Brøndby

BSF tog på hjemmebane imod Brøndby, og hjemmeholdet var på forhånd ikke levnet mange chancer i opgøret. Kampen blev dog også hurtigt afgjort, da der ved halvleg stod 4-0 til Brøndby. Målene blev sat ind af Ria Ôling, Sofie Svava, Julie Tavlo Petersson og Nanna Christiansen.

I anden halvleg udbyggede Nanna Christiansen Brøndbys føring, da hun gjorde det til 5-0. Hjemmeholdet fik dog til sidst reduceret, da Amalie Thestrup fik scoret til slutresultatet 1-5.

Med dagens resultater bytter Kolding Q og BSF plads i tabellen. Det betyder at Kolding Q nu ligger på den medaljegivende tredjeplads. De to hold ligger dog a point.

I næste weekend skal BSF og Kolding Q ud i en direkte duel, der meget vel kunne blive afgørende for, hvor bronzemedaljerne ender i år. Kampen bliver spillet i Kolding.

Brøndby tager i næste weekend mod Odense Q på hjemmebane, mens VSK skal et smut til Nordjylland, hvor slutspillets førerhold Fortuna Hjørring tager imod aarhusianerne.

I morgen bliver denne spillerundes sidste kamp afviklet, hvor Fortuna Hjørring på hjemmebane tager imod Odense Q. Kampen bliver spillet kl. 13.