Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag mulighed for at sikre sig mesterskabet, hvis de kunne slå VSK Aarhus på hjemmebane. Men en overraskende 1-2 sejr til udeholdet satte en dæmper på guldhumøret, så Fortuna Hjørring må vente til næste weekend, hvor de igen har mulighed for at sikre sig guldet. Læs om kampen her:
Af Andrea Signe Trolle
Inden startfløjtet lød søndag eftermiddag, var der allerede lagt op til et vigtigt opgør på Nord Energi Arena, hvor Fortuna Hjørring tog imod VSK Aarhus klokken 13. Med endnu tre point på kontoen, kunne hjemmeholdet nemlig sikre sig mesterskabet med to kampe tilbage i slutspillet – men sådan skulle det ikke gå ifølge VSK Aarhus.
Det var ellers hjemmeholdet, der kom bedst fra start, da Fortuna Hjørrings Karoline Schmidt Nielsen fik sendt bolden i netmaskerne efter 19 minutter spillet. Derfor lignede det i størstedelen af kampen, at Fortuna skulle få deres ventede sejr, der kunne sikre dem mesterskabet. Men da minuttallet rundede 80 minutter, så skete der for alvor interessante ting på banen, som skulle sætte guldfesten på pause.
I det 84’ minut udlignede Rikke Bøtcher fra VSK Aarhus og pludselig så Fortuna sejren ikke ud til at blive en realitet. Det blev også bekræftet blot tre minutter senere, hvor Signe Andersen fra VSK Aarhus scorede til 1-2, som også blev kampens resultat.
I søndagens andet 3F opgør blev det til en storsejr på hele 8-0 til Brøndby over Odense Q – og med de to resultater må Fortuna Hjørring vente til næste søndag, hvor de igen har mulighed for at sikre sig guldet. Her møder de BSF i Ballerup til en kamp, der starter klokken 13.