B.93 fører København tilbage til 3F ligaen

0
1186

København er tilbage i 3F ligaen efter flere år udenfor. B.93 er rykket fra serie 1 til 3F ligaen på bare to år efter fem oprykninger på stribe

Af B.93 webredaktion 

B.93 sikrede sig i weekenden definitivt oprykningen til 3F ligaen. Det var dermed den femte oprykning i streg for det højtflyvende hold fra Østerbro, der er rykket op hver eneste halvår siden holdet for to år siden spillede i serie 1. Dermed har holdet skrevet noget, der ligner Danmarkshistorie.

Efter 1-1 mod Greve nåede B.93 op på 20 point og erobrede dermed andenpladsen efter FC Thy, der allerede havde sikrede sig oprykning før sidste spillerunde.

I det 85. Minut brød jublen ud, da den driblestærke Natasha Shirazi fik udlignet. Dermed kunne Vildbjerg på tredjepladsen ikke nå B.93, der dermed nåede det mål, som få havde troet muligt før sæsonen startede.

“Det har været en meget krævende kamp at nå oprykningen, da der var mange gode hold i kvalifikationsligaen. Hver weekend har været som en finale. Holdet har dog vist deres niveau i hver eneste kamp, også selv om vi er et ret ungt hold. Jeg er meget tilfreds med holdet,” siger B.93´s spanske cheftræner, Jessica Rodríguez.

Hun noterer sig, at B.93 blev det mest scorende hold i kvalifikationsligaen med 30 mål eller tre mål pr. kamp. “Vi er ikke alene det hold ,der har scoret flest mål. Vi er også det hold, der er scoret færrest mål imod,” fastslår hun.

 

Mette Perthu: En drøm er gået i opfyldelse

 

En af nøglespillerne på B.93´s hold er holdets anfører Mette Perthu-Hansen, der blev topscorer med 14 mål i kvalifikationsligaen. Hun kom til klubben for to år siden, da holdet lige var rykket op fra serie 1 til københavnsserien. Og der var en stærk symbolik i, at hun skulle være med til at sikre oprykningen netop i Greve, som hun også i sin tid havde været med til at føre fra seriefodbold til 1. division

“For 2 år siden tog jeg et skridt ned i rækkerne og greb chancen for at skabe et nyt projekt i B.93. Det var noget, som meget få troede på, og det er et projekt, som har krævet blod, sved, tårer og hårdt arbejde. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor stolt jeg er. Når en sådan drøm går i opfyldelse mærker man, hvad det er, man kæmper så hårdt for hver eneste dag,” siger Mette Perthu-Hansen.

 

 

 

 

 

B.93 vil styrke sin trup før næste sæson

B.93 har knapt overstået sejrsrusen, før man er gået igang med at forberede sig på den nye sæson i 3F ligaen.

“Vi har en dygtig, ung og talentfuld trup, men vi ønsker at forstærke holdet yderligere, så vi kan spille med i den bedste halvdel af 3F ligaen. Vi er meget ambitiøse i B.93, og vi vil op og vise, at København hører med i toppen af dansk kvindefodbold,” siger sportschef i B.93, Bjarke Møller.

Han var i sin tid med til at samle stumperne op i FA København, da det gamle 3F liga fusionshold – B.93-HIK-Skjold – blev tvangsnedrykket fra 3F ligaen til serie 1 i 2014. I foråret 2015 besluttede FA Københavns bestyrelse at rykke alle deres ungdomselitepiger over i B.93, og man satte i samme forbindelse et ambitiøst mål om, at holdet skulle tilbage til toppen af dansk kvindefodbold. Fra foråret 2016 og frem til i dag er drømmen blev realiseret i rakettempo. Samtidig er ungdomseliteafdelingen blomstret med mange nye medlemmer fra U6 til U18DM, så B.93 i dag har over 330 pigemedlemmer i alle aldre. Så klubben har et stærkt fundament, og oprykningen for 1. kvindesenior skal bruges til at løfte B.93 op på et endnu højere niveau.

Bjarke Møller forklarer, at det har været led i en bevidst strategi, så hver eneste halvsæson har B.93 forstærket sit hold for at kunne rykke op på det næste niveau. Og det har klubben tænkt sig at fortsætte med.

“Vi har en meget dygtig cheftræner i Jessica, der har taget sin UEFA pro-licens som træner i Spanien, og hun har selv spillet ligafodbold på øverste hylde og ved, hvad det kræver at være med i eliten. Vi har et stærkt trænerteam, pigerne får morgen – og eftermiddagstræning fire gange om ugen, og vi ønsker at skabe optimale forhold for, at de kan udvikle sig som enkeltspillere og som hold,” siger han.