Fortuna Hjørrings U16 piger er Jysk/Fynsk mester

0
1666

Først vandt klubbens 3F-Ligahold guld, og nu kan Fortuna Hjørring U16 piger også kalde sig jysk/fynsk mester efter en finalesejr på 1-0 over Varde.

Af Martin Vestergaard Jensen

Talentmassen er stor i Fortuna Hjørring, og det har et af deres ungdomshold endnu engang vist. Klubben U16 piger kan nemlig smykke sig med titlen som Jysk/Fynsk mester, efter de besejrede Varde IF i en tæt finale.

Holdet kvalificerede sig til finalen efter et tæt opgør om førstepladsen i deres pulje, der dækker den nordlige del af Jylland. Holdet var i skarp kamp med Silkeborg IF Q, og begge hold sluttede faktisk á point, men Fortunas positive målscore på +38 efter otte vundne kampe, tre uafgjorte og en tabt, var det, der gjorde forskellen.

Finalen blev spillet i Viborg, og her var modstanderen Varde IF. Også Varde var kommet i finalen efter at have vundet deres pulje, men de endte også á point med KoldingQ, men det var holdet fra Varde, der endte i finalen.

Det var to meget motiverede hold, der løb på banen til finalen i Viborg. Efter 17 minutter blev kampens enlige mål scoret, da Karoline Kobber Kristensen sendte bolden i mål. Kampen endte 1-0, og dermed kan Fortuna Hjørring kalde sig Jysk/Fynsk mester.

Det var en flok lykkelige og stolte Fortuna-piger, der sammen med cheftræner Tobias Thomsen og assistenttræner Jan Allan Sørensen kunne tage pokalen med hjem til Hjørring.