Oprykkerne i 3F Ligaen var lørdag i kamp, og de pressede henholdsvis BSF og VSK Aarhus, men det hele endte med sejre til favoritterne.
Af Martin Vestergaard Jensen
Lørdag blev endnu en runde i 3F Ligaen spillet, og på Ballerup Idrætspark jagtede B93 deres første point som oprykkere til 3F Ligaen.
Det hele startede da også godt for B93, da Helena Neely Vigen efter 11 minutter scorede til 1-0 for udeholdet. Føringen varede dog ikke længe, da Fatima Abu Al-ful udlignede efter 17 minutter, hvilket også var pausestillingen.
I 2. halvleg bed hjemmeholdet mere fra sig og efter 65 minutter scorede Chirine Lamti til 2-1. Der blev ikke scoret flere mål i opgøret og dermed vandt BSF med 2-1 over B93, hvilket betyder, at BSF ligger sig på en midlertidig førsteplads i 3F-Ligaen med 7 point for tre kampe. B93 jagter stadig deres første point i ligaen.
Den anden oprykker fra FC Thy – Thisted Q er til gengæld kommet stærkt fra start i den nye sæson. Holdet vandt med 3-2 i deres premiere over Odense Q inden de tabte 5-0 mod sidste års mestre fra Fortuna Hjørring.
Lørdag var de så på besøg hos VSK Aarhus, og håbet inden kampen var tre point med tilbage til Thisted. Det hele startede dog skidt for udeholdet Efter fire minutter scorede Camilla Andersen til 1-0 og bare et minut senere gjorde Emma Andersen det til 2-0.
Dermed så det allerede svært ud for oprykkerne, men stillingen varede til pausen. Udeholdet kom dog ud med ny optimisme i anden halvleg og efter 48 minutter reducerede Malene Sørensen til 2-1 for oprykkerne, der pludselig på ny troede på point.
Der blev dog ikke scoret flere mål, og derfor måtte FC Thy – ThistedQ rejse hjem fra Aarhus med et nederlag på 2-1.
Næste spillerunde i 3F Ligaen er d. 8. september, da der nu er landskampspause.