Søndag eftermiddag blev det til en overraskende sejr til B93 over Team Odense Q, der med sejren kravler op på tredjepladsen i U18 DM Ligaen. De er dog efter Fortuna Hjørring, der med en storsejr over FC Thy Piger – Skyum lørdag eftermiddag, ligger nummer 1 i rækken.
Af Andrea Signe Trolle
Ungdomslandsholdsangriberen Sofie Bredgaard har tidligere vist, at hun er blandt U18 DM ligaens farligste spillere foran mål – og det fik hun endnu en gang bevist søndag eftermiddag, hvor hun sikrede B93 en sejr på 3-5 over Team Odense Q på sidstnævntes hjemmebane.
Sofie Bredgaard stod bag hele fire af udeholdets fem mål. På trods af kampen endte med hele otte mål på måltavlen, så skulle tilskuerne vente helt til anden halvleg før Sofie Bredgaard, som den første spiller på banen, fik rørt ved måltavlen, da hun scorede til 0-1 i 48’ minut. Men selvom hjemmeholdet også nåede at komme foran 3-2 i løbet af 2. halvleg, så var Sofie Bredgaard og resten af B93 effektive foran mål, så det endte med en sejr til gæsterne på 3-5.
Med den flotte sejr rykker B93 op på tredjepladsen med 8 point og det er lige efter Team Odense på andenpladsen, der har et point mere efter fire kampe. Øverst i rækken ligger Fortuna Hjørring, der med en sejr på 8-1 over FC Thy Piger – Skyum er rykket op på førstepladsen med 9 point efter tre kampe.